Chefscout: Swanseas næste spillere er fundet
Truppen til næste sæson er allerede på plads, fortæller Swanseas danske chefscout.
Danske Erik Larsen, der er chefscout i Swansea, er netop kommet hjem efter spillersondringer i Europa. Og faktisk har Swansea allerede udset sig de kommende spillere, der ifølge rygter kan være Celta-angriberen Iago Aspas og Betis-midtbanespilleren José Canas.
Om den kommende trup fortæller Larsen således.
- Det bliver en smal trup på 22 spillere. Og det skulle række også til eventuelle Europa League-kampe, når bare truppen besidder stor kvalitet. De nye spillere er selvfølgelig ikke ansat endnu, men vi har en række emner til potentielle Swansea-spillere, så forarbejdet er gjort, siger Erik Larsen til politiken.dk.
Giver troværdighed
Larsen roser også Swansea-manager Michael Laudrup for sin mandskabspleje i den walisiske klub.
- Michael fylder meget og giver en troværdighed til klubben, der ikke kan købes for penge. Han er en vinder, der kræver meget af sig selv, men også fantastisk til den individuelle mandskabspleje af spillerne. Den enkelte spiller støttes, men intet ego må overstige holdet, slutter Larsen.
Swansea spiller senere i dag den største kamp i klubbens historie, når de møder Bradford i Capital One Cup-finalen.