Fortsæt til indhold
Fodbold

Bendtner: Godt tilfreds med min præstation

Nicklas Bendtner kom ikke til ret meget mod Holland, men han var allerede inden kampen forberedt på, at han skulle arbejde i holdets tjeneste.

AF SIMON MøBJERG SøRENSEN, TIPSBLADET.DK

Tipsbladet.dk i Kolobrzeg
Nicklas Bendtner var blandt de spillere, der her til eftermiddag luntede stille og roligt rundt på banen sammen med holdets fysiske træner, Jens Bangsbo. De 11 der startede mod Holland i går var på træningsbanen for at løbe trætheden ud af kroppen, og det fik landsholdsangriberen gjort hurtigt.

Sammen med Daniel Agger og Simon Kjær forlod han træningen på Kolobrzeg Stadium efter få omgange, men han havde nu heller ikke regnet med det vilde træningspas, da kort forinden havde fortalt om sin og holdets fysiske tilstand.

- Vi er stadig lidt trætte her dagen derpå, og det vil vi også stadig være i morgen, men der tror jeg, vi glemmer det, og så vil det gå over. I dag skal vi bare løbe lidt rundt og få trætheden ud af kroppen, sagde Nicklas Bendtner, inden han altså løb et par omgange - måske mest af alt til ære for de ca. 1500 fremmødte tilskuere ved den åbne danske træning.

Alene i front

Angriberens egen præstation mod Holland er blevet bedømt lidt forskelligt. Tipsbladet.dk belønnede ham med karakteren 3. En indsats, der er godkendt, men ikke mere end det.

Selv var han da også godt tilfreds med det, han havde leveret, for han vidste allerede før kampen, at han ville komme til at være meget alene i front, fordi Michael Krohn-Dehli, Dennnis Rommedahl og Christian Eriksen havde lidt flere defensive pligter end normalt.

- Jeg vidste godt, jeg ville få en lidt anderledes rolle at spille i går, end jeg måske er vant til. Jeg havde ikke så mange chancer, så jeg måtte lave en indsats for holdet, så det var fint nok. Jeg synes, jeg udfyldte den rolle, som man kunne forvente af mig. Det var en kamp af holdet, og det var en kamp, hvor jeg føler, at jeg godt kan være tilfreds med mig selv, påpeger Bendtner og roser Michael Krohn-Dehli for en fremragende præstation i går.

Krohn-Dehli bedre og bedre

- Krohn scorer et flot mål og spiller en god kamp. Han gjorde det godt i kvalifikationen, og specielt i går spillede han en rigtig god kamp. Han er blevet bedre og bedre for os de seneste år. Han er meget rolig på bolden og laver et stort stykke arbejde. Jeg synes, virkelig han er trådt i karakter på landsholdet.

Nicklas Bendtner understregde tidligere på ugen, at det er hans mål at komme på scoringstavlen under EM-slutrunden mindst én gang. Det lykkedes ikke i går, men han får en ny chance onsdag, når Danmark møder Portugal.

Leveret af tipsbladet.dk