AGF forlænger med Steffen Rasmussen
Steffen Rasmussen får et halvt år mere som målmand i AGF.
Steffen Rasmussen har båret målmandstrøjen i AGF i 16 år, og nu har han forlænget med endnu et halvt år, så kontrakten nu udløber den 31. december 2017.
»Jeg er stadig sulten og har en stor lyst til fortsat at spille fodbold og til at bidrage på og uden for banen i den klub, jeg holder så meget af. Så jeg er rigtig glad for forlængelsen, og for at klubben stadig ønsker mig som en del af holdet i et halvt år mere,« siger Steffen Rasmussen i en pressemeddelelse.
Steffen Rasmussen er blevet sendt ud på bænken af Aleksandar Jovanovic - serberen, der kom til AGF før denne sæson.
I AGF har der i mange år været et stort gennemtræk af spillere, men Steffen Rasmussen har været en fast del af holdet, og det har ifølge sportschef, Peter Christiansen, været vigtigt at fortsætte med ham som kulturbærer.
»Vi er rigtig glade for, at Steffen har mod på et halvt år mere. Han er en værdsat og værdifuld del af klubben, og han er stadig en rigtig god målmand, der gør det godt i dagligdagen. Steffen møder ind hver dag topmotiveret og misser stort set aldrig et træningspas – ja, han er måske endda i sin bedste fysiske form nogensinde. Så det har på mange måder været en let beslutning at tilbyde Steffen en forlængelse, og vi er rigtig glade for, at han har takket ja,« siger Peter Christiansen i pressemeddelelsen.
Steffen Rasmussen er sideløbende med målmandsgerningen blevet ansat i AGF’s salgsafdeling, hvor han har til opgave at sælge sponsorater, samtidig med han uddanner sig til finansøkonom.
»Det har været et rigtig godt forløb indtil nu, og selv om fodbold stadig kommer i første række for mig, så overvejer jeg naturligvis også, hvad der skal ske i mit arbejdsliv, når jeg en gang indstiller den aktive karriere. Og det kunne sagtens være den vej, jeg vil gå fuld tid, når jeg på et tidspunkt stopper som målmand. Men dér er jeg altså ikke endnu,« siger Steffen Rasmussen, der har spillet 409 kampe for AGF.