OL-landstræner: Vi kan godt mærke brasilianernes frustrationer
I aften kan Danmark med et afbudsramt landshold slå værterne ud af OL. Så rammer folkets vrede det brasilianske landshold.
RIO DE JANEIRO
Ved midnat i Brasilien kan der forekomme ukvemsord af værste skuffe i Salvador, hvis Danmark får et point mod værtslandet i den sidste puljekamp i fodbold. Med uafgjort er det danske OL-landshold videre på bekostning af Brasilien, som kommer til kampen med to 0-0’ere mod Irak og Sydafrika.
»Vi kan godt fornemme brasilianernes frustrationer over deres landshold. Tilskuerne vil sikkert bakke dem op i starten, og så må vi håbe på, at de ikke scorer tidligt i kampen. Kan vi holde dem væk, vil deres tilskuerne blive utilfredse, og det kan blive til vores fordel,« siger OL-landstræner Niels Frederiksen.
Det danske hold, som er sat sammen efter talrige afbud, har med fire point givet sig selv et glimrende udgangspunkt for at avancere.
»Nøglen til succes i aften er, at vi ikke kommer under stort pres. Vi skal prøve på at holde så godt fat i bolden som muligt. Vi ved godt, at de er stærkere end os en mod en, og i stedet må vi give dem så lidt plads som muligt at spille på,« siger Niels Frederikssen, som sammen med sine spillere har kigget lidt på omstillinger, som han siger.
»Spillerne har virkelig modbevist kritikerne af dette hold, som har gjort det godt under de forudsætninger, vi har haft. Vi vil gerne sætte prikken over i’et ved at gå videre. Det er rigtig fedt, at vi kan spille med om det til sidste sekund,« siger Niels Frederiksen.
Kampen spilles kl. 22.00 brasiliansk tid, 03.00 dansk tid.