Det er alt det, de spiller for i Parken
Stig Tøfting kunne ikke levere til en dopingkontrol, Peter Møller og Torben Piechnik var ved at komme i slagsmål, men AGF vandt 2-0. Tag med tilbage til pokalfinalen i 1996.
Det har jeg ikke prøvet, siden jeg var 15 år,« udbrød Stig Tøfting, da han godt to timer efter slutfløjtet dukkede op i receptionslokalet i Parken, hvor AGF-delegationen fejrede pokalsejren på 2-0 over Brøndby.
Den 26-årige midtbanespiller blev efter kampen udtaget til dopingkontrol sammen med holdkammeraten Thomas Thorninger, og mens Thorninger sagtens kunne levere, måtte Stig Tøfting skylle fire pilsnere ned på et kvarters tid for at få gang i systemet og fremtvinge 100 ml urin til kontrollanterne.
Og så hurtigt havde han ikke kvalt fire øl, siden han var teenager, som han bemærkede det.
Det var torsdag den 16. maj 1996, AGF kørte parløb med Brøndby i Superligaen, få dage forinden havde de to storklubber spillet 3-3 i Aarhus, nu var det igen afgørelsens time, og den duel vandt AGF med Peter Rudbæk som træner.
Nordjyden sendte AGF på banen i en noget flabet 3-4-3- opstilling med Håvard Flo, norsk hovedstødsekspert, på toppen og bag ham Thomas Thoringer og Henrik ”Super” Mortensen, alle tre udset til at stresse Brøndbys fire bageste folk i skikkelse af Søren Colding, Lars Olsen, Per Nielsen og Jens Risager.
Lars Olsen, landsholdets forsvarsstyrmand, fik efter kampen Fair Play-prisen, og det var ifølge en AGF-spiller helt på sin plads, for som han sagde, så havde Lars Olsen ikke en eneste tackling i hele kampen.
Humøret var på kogepunktet i receptionslokalet, sigtbarheden markant nedsat, da Brøndbys assistenttræner Henrik Jensen sad og nærmest kæderøg af skuffelse sammen med træner Ebbe Skovdahl, AGF-spillerne havde inviteret deres koner og kærester med til København, og Stig Tøfting kindkyssede sig vej gennem de øvrige spilleres bedre halvdele, indtil han nåede ned til sin Bettina, som han på forhånd havde overbevist om, at AGF ville vinde, og at han ville score et mål.
Suveræn pokalfighter
Det kom til at holde stik for Stig Tøfting, der var en suveræn sejrherre, da de tilstedeværende pressefolk skulle stemme om, hvem der skulle have æren som årets pokalfighter. 39 stemte, 14 valgte Stig Tøfting, de andre stemmer var udelukkende på AGF’ere. Ikke én af Brøndbys stjerner fik en stemme.
Der var ellers nok at tage af. Kim Vilfort, EM-helten, stillede op, Allan Nielsen med påskegult hår, som i Aarhus om søndagen havde været farvet blåt, Ebbe Sand var der, Allan Ravn, Mogens Krogh, de fire i forsvaret og naturligvis Peter Møller, som undervejs var ved at komme i klammeri med AGF’s hårde hund, Torben Piechnik, som klubben havde hentet i Liverpool.
Torben Pichnik havde spillet på det B1903-hold, som fire år tidligere havde tabt 0-3 til AGF i pokalfinalen, der var henlagt til Aarhus Idrætspark, da Parken i København var ved at blive bygget. Nu stod Piechnik i sin tredje finale, og endelig fik han en sejr.
Sammenstødet med Peter Møller? »Han ramte min skulder. Men den kan man også slå sig på,« forklarede AGF’eren, mens Peter Møller hævdede, at der var tale om en bevidst albue fra Torben Piechnik i ansigtet på Brøndby- angriberen, der blødte inde i munden.
»Det var absolut et hændeligt uheld. At han så skulle til at spille langhåret og ville slås bagefter, kan jeg ikke tage mig af,« konkluderede Torben Piechnik.
Bagersønnen fra Ebeltoft
Peter Degn, ung bagersøn fra Ebeltoft, scorede sit første mål for AGF i en alder af 19 år i sin kun 10. kamp for klubben, blot to gange tidligere havde han spillet fra start, forude ventede store øjeblikke, spåede holdkammerater og modspillere, han skal nok blive til noget, sagde Brøndby-backen Jens Risager, Stig Tøfting øgede til 2-0 efter en halv times tid, da Thomas Thorninger hørte Tøftings råb inde i feltet, her nikkede AGF’eren koket bolden i mål og lod sig hylde foran de medrejsende AGF-tilhængere. For Tøfting stod der en del på spil, landstræner Richard Møller Nielsen sad i Parken og kiggede på emner til sin EM-trup til slutrunden i England få måneder senere.
Oppe på tribunen klappede Martin Jørgensen, et ungt AGF-talent, som havde scoret i en af semifinalerne mod Herfølge, men nu var skadet og ikke kunne spille i finalen, så han – og de øvrige i truppen, der ikke kom i kamp; Arek Gmur, Jan Bartram, Lars Lambæk, Palle Sørensen, Flemming Linnebjerg og reservemålmand Niels Christian Jørgensen – måtte overlade det til holdkammeraterne at løbe æresrunde. På vej hjem i bussen kunne unge Martin Jørgensen indkassere lidt lommepenge, da han var den eneste i AGF-lejren, som havde skrevet 2-0 til AGF i ciffertips. Alle andre resultater var taget, så Martin Jørgensen fik 2-0 og sin egen lille sejr.
I våde strømpesokker
Under normale omstændigheder havde pressen adgang til de to holds omklædningsrum efter strabadserne i ligaen, men det gjaldt ikke i DBU-regi, hvor der blev stillet an til et pressemøde med de to trænere. Der sad Peter Rudbæk og Ebbe Skovdahl så ved siden af hinanden, Peter Rudbæk i våde strømpesokker, stadig våd efter en tur under den kolde bruser, et af spillernes påhit, Brøndbytræner Ebbe Skovdahl i træningsdragt, men pressefolkene ventede sådan set kun på spillerne, dem med de ægte historier fra slaget nede på græsset.
Dagen inden havde Bayern München vundet den anden af to finalekampe i Uefa Cup’en mod Bordeaux med 3-1 og 5-1 samlet, i Superligaen tabte Lyngby 2-3 hjemme til Silkeborg, som blev sendt på sejrskurs af Jesper Thygesen, mens Peter Sørensen kom til at lave selvmål for Silkeborg, et af Lyngbys mål blev sat ind af David Nielsen, der var – som altid – 1.053 tilskuere i Lyngby, i Spanien var træner Johan Cruyff ved at blive vippet ud af FC Barcelona, officielt fordi klubben ikke fik et trofæ i sæsonen, uofficielt fordi Johan Cruyff ikke forsømte en chance for at kritisere klubbens bestyrelse.
Storklubber ventede
Storebæltsbroen var stadig under opførelse, færgerne fra Aarhus til Sjælland var proppede på kampdagen, så den lokale avis lod sine to udsendte journalister tage et indenrigsfly, højst usædvanligt, men det var også en anderledes dag i Aarhus, som dengang hed Århus med Å.
Peter Rudbæk havde været cheftræner i AGF siden 1993, han havde samlet et hold af rutinerede spillere og unge talenter, fra Luton Town i England lejede AGF den venstrebenede tekniker Johnny Vilstrup, som takkede for tilliden ved at sparke bolden præcist ind i panden på Peter Degn til 1-0, i det hele taget virkede AGF’s plan ganske godt i første halvleg, især da Stig Tøfting øgede til 2-0.
Efter pausen drejede det sig i lange perioder om at forsvare målet foran Brøndbys fanatiske tilskuere, som op til kampen havde drillet AGF med, at de ikke havde brug for en angriber som Thomas Thorninger, når de havde Mogens Krogh, målmanden, der kort før tid havde udlignet til 3-3 i superliga-kampen i Aarhus og dermed givet sit hold en stor fordel i kampen om mesterskabet.
Den strid var endnu ikke afgjort den 16. maj, men AGF sikrede sig pokalsejren, og allerede dagen efter kunne man læse en liste over alle de hæderkronede europæiske klubber, som AGF kunne trække, hvis holdet enten røg i pokalvindernes turnering eller Champions League, det var klubber som Liverpool, Milan, FC Barcelona (som tabende pokalfinalister), det var Manchester United, Rangers, FC Porto, Atletico Madrid, hvis de blev mestre, Benfica, PSV Eindhoven. Listen var lang.
I AGF opfordrede Jens Harmsen, som var formand for AGF’s superliga-gruppe, som de kaldte sig, til at Århus Kommune og Århus Idrætspark ville tænke alternativt og det ret hurtigt, da Uefa, det europæiske fodboldforbund, kun ville tillade siddende tilskuere af sikkerhedshensyn, og i bedste fald ville det gamle anlæg for enden af Stadion Allé kunne rumme 8.000 tilskuere i en europæisk kamp, og så skulle AGF endda have dispensation til, at et par tusinde tilskuere måtte stå op.
Som Jens Harmsen sagde til Århus Stiftstidende, så ville han have svært ved at vælge at spille foran 8.000 i Århus, hvis man mod en klassemodstander kunne fylde Parken.
Da der blev trukket lod i Genève i Schweiz den 17. juli, kom AGF op af bowlen først i pokalvindernes turnering. Modstanderen hed Olimpija fra Ljubljana i Slovenien, i den første kamp i Århus dukkede 5.900 tilskuere op, de så Lennart Bak bringe AGF foran efter et kvarters spil, men kort ind i anden halvleg mistede 20-årige Martin Jørgensen bolden på vej frem, slovenerne slog kontra, og Kilton Bozgo, hvem ellers, scorede med et flyvende hovedstød helt oppe i krogen. To uger senere endte returopgøret 0-0, og så var AGF ude af Europa Cupen i den omgang, men alt det vidste de ikke den torsdag i maj 1996, da var alt idel lykke, fremtiden så lys ud, AGFholdets bedste mand på dagen, forsvarsspilleren Martin Nielsen, talte åbent om, at han skulle videre efter sæsonen, forhandlingerne med AGF var for længst afbrudt, og det var bare et spørgsmål om, hvorvidt det blev belgiske Standard Liege, en af de hollandske klubber Royal Antwerpen eller Sparta Rotterdam eller muligvis FC København, den nye magtfaktor i dansk fodbold, opstået oven på B1903 og KB.
Eskorteret til fest
Valget faldt på FC København, midterhold i Superligaen, som ganske vist var blevet mester i 1993, men derefter var sunket ned i den bløde mellemvare. Forude ventede for FC København bedre tider, nærmest enevælde.
AGF hev en tredjeplads hjem året efter pokalsejren og sølvmedaljerne. Derefter skulle der gå 20 år, inden Aarhus-klubben igen ville komme tæt på en triumf, som den i 1996, da AGF-spillerne blev modtaget af en jublende folkemængde nede på havnen, da færgen fra Kalundborg lagde til, og spillerne strømmede ud fra bildækket og blev eskorteret af fansene op gennem byen og ind på stamstedet Mackie’s Pizza for at fejre sejren en sen aften i maj.
Og det er alt det, de spiller for inde i Parken torsdag kl. 17.00.
AGF har haft nogle uheldige sæsoner, men er i byens øjne fortsat en storklub. 1986 var et fodboldhistorisk år i Aarhus, da AGF blev dansk mester i fodbold. 25 år senere satte vi os for at undersøge, hvad der blev af heltene i hvidt. Læs de mange artikler her: