Liverpool-fans er uskyldige i Hillsborough-tragedien
Det tog 27 år at finde ud af, hvem der skal have 96 liv på samvittigheden fra Hillsborough-tragedien.
»Som min formand (Bill Kenwright) sagde for et år siden, har myndighederne valgt den forkerte by, hvis de troede, at de ville slippe af med det her,« sagde Everton-træner Roberto Martinez den 15. april 2014, der markerede 25-års dagen for tragedien ved Hillsborough, som kostede 96 menneskeliv.
Slippe af med det, gjorde myndighederne ikke. Efter 27 års ventetid kom der endelig en dom i sagen. Tirsdag fastslog en jury, at der er tale om uagtsomt manddrab, og at ofrene omkom som følge af en strafbar handling, da livet blev taget fra 96 mennesker i FA-Cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest. De blev trykket op mod et stålhegn af menneskemængden bag dem og mast ihjel.
Politiets skyld
Samtidig blev det konkluderet, at politi og ambulance-enhederne var skyld i eller bidrog til, at så mange mistede livet. Dermed kunne Liverpool-tilhængerne og de dræbtes pårørende juble, da deres opførsel på tribunen var mistænkt for at bidrage til mordene.
»Lettelse er det rigtige ord. Der er gået så mange år. De tårer, der skulle grædes, er blevet gjort det for længe siden, og nu er det en stor forløsning at blive frikendt over hele linjen,« siger Alex Bruun, der er formand for Liverpools officielle fanklub i Danmark, Liverpool FC Fan Club Danish Branch.
Mange havde sandsynligvis givet op efter 27 års kamp. Men det gjorde Liverpool-tilhængerne ikke, og sagen var meget vigtig for hele byen, der samledes på trods af den historiske rivalitet mellem byens to klubber, Liverpool og Everton.
»Det vil aldrig blive glemt. Nu er der kommet en slutning på det angående hvis skyld, det var. Det er ikke kun Liverpool-fans, der er glade for, at der kom en forløsning, men også Evertons tilhængere, der har taget det op, så det blev hele byens projekt,« siger Alex Bruun.
Pårørende til de dræbte har gennem mange år hævdet, at myndighederne var skyld i de dødsensfarlige omstændigheder på Hillsborough stadion, og at anklager mod tilhængerne var en måde at sende skylden videre på. Men længe var der ingen hjælp at hente, og i 1996 sendte Sir Bernard Ingham, tidligere pressesekretær under Margaret Thatcher, et brev til de ramte familier. Her skrev han bl.a., at Liverpool-tilhængerne selv var skyld i ulykken og kaldte det »foragteligt« at kaste skylden på politiet.
Derfor har der længe hersket en følelse af uretfærdighed blandt Liverpool-tilhængerne, hvilket har skabt et endnu større sammenhold.
Endnu mere sammenhold
»Med forskellige højtideligheder blev man hele tiden mindet om, at der lå noget i baggrunden. Det siger noget om, hvor dyb denne her support i Liverpool egentlig er. Det er det her virkelig et symbol på. Episoden på Hillsborough har gjort, at fansene har haft endnu mere at stå sammen om,« siger Michael Stensgaard, der var Liverpool-spiller fra 1994-1996.
Ifølge engelsk strafferet undersøger et ligsyn udelukkende hvordan en person er omkommet. Derfor pålægger tirsdagens afgørelse ingen straffedom.