Ud af det blå stillede FCK op ligesom landsholdet
FCK fandt mod Brøndby en måde at gribe kampen an på, der kan blive behjælpelig, når holdet skal ud at spille i Europa, mener Mathias ”Zanka” Jørgensen.
Kun ét nederlag i de seneste 17 pokalkampe under Ståle Solbakken, sejr over ærkerivalerne og en mere end god mulighed for at hjemføre The Double denne sæson.
Det var i hovedtræk, hvad Nicolai Jørgensens solotur i slutningen af anden halvleg sikrede FC København i den anden pokalsemifinale mod Brøndby.
Men det skete ikke ikke via den 4-4-2-formation, som Ståle Solbakken har svoret til i de seneste sæsoner. I stedet stillede FCK op i en uvant 3-5-2-formation. Som Vesttyskland i 1990, Brasilien i 1994 og nå ja, Danmark under Åge Hareide i 2016.
Vi har altid haft det her i vores mulige systemer, men vi har aldrig spillet sådan fra start. Det er forbundet med en vis risiko, som vi også så ved Pukkis chance.Ståle Solbakken, , FCK-træner
Det hører dog fortsat til sjældenhederne, at klubhold praktiserer opstillingen, der havde sin storhedstid i slut-80’erne og frem til midten af 90’erne.
Mathias ”Zanka” Jørgensen følte sig dog tilpas i systemskiftet mod Brøndby. Selv om tilvænningsperioden har været kort.
»Det fungerede rigtig fint og giver nogle andre muligheder i opspillet, når vi skal frem og score. Vi havde ikke trænet det særligt meget. Vi gik det først igennem ved træningen i tirsdags, hvor Ståle hiver fat i os og siger, at det er sådan, vi kommer til at gribe Brøndby-kampen an. Det kom lidt som en overraskelse,« sagde han efter derbysejren.
Landsholdsaktuel
Sad man onsdag aften med overblik ud over samtlige markspillere på Brøndby Stadion, er det svært ikke at give Mathias ”Zanka” Jørgensen ret.
På trods af at man skulle frem og score, fungerede FCK-defensiven samtidig fint i den alternative opstilling, hvor Teemu Pukkis friløber var eneste større chance, der blev givet væk.
Mikael Antonsson og Erik Johansson så naturlige ud i det tremandsforsvar, som de har erfaring med fra deres tid i henholdsvis Bologna og Gent. Mathias ”Zanka” Jørgensen spillede en kamp, der har fået Ståle Solbakken til at erklære ham landsholdsaktuel i samme opstilling under Hareide.
Når snakken falder udelukkende på FC København, så Mathias ”Zanka” Jørgensen ting i Brøndby-kampen, som FCK kan bruge i sensommeren, når man skal revanchere den tidligere Europa-exit mod tjekkiske Jablonec.
»Det var godt at vise, at vi også kan det her. Det er måske sådan en situation, hvor vi skal score, som vi kan komme ud i, når vi skal spille europæiske kampe. Der kan der blive brug for at komme op og trykke modstanderne lidt,« sagde Mathias ”Zanka” Jørgensen.
Som en boksebold
Ståle Solbakken var ligeledes meget tilfreds med udførelsen af det, som han kaldte sin ”plan B”. Ligesom han så det som den rigtige beslutning at ty til den alternative 3-5-2-formation fra start i stedet for kun kampens sidste 25 minutter.
»Vi har altid haft det her i vores mulige systemer, men vi har aldrig spillet sådan fra start. Det er forbundet med en vis risiko, som vi også så ved Pukkis chance,« sagde Solbakken efter Brøndby-kampen.
4-4-2 vil fortsat være FC Københavns foretrukne opstilling. Ståle Solbakken vil dog langtfra udelukke, at det bedste bud på en kommende dansk mester ikke kommer til at hive 3-5-2-taktikken frem i næste sæsons europæiske kampe.
»Det må vi se, når vi kommer lidt tættere på. Det, som er farligt i dette system, er, at det kan blive lidt tungt bagerst på holdet. Hvis man bliver presset tilbage, og de to backer ikke kommer frem, står man og tager imod som en boksebold med fem spillere på række. Det vil vi jo ikke. Derfor er det vigtigt at få Ludwig Augustinsson og Christoffer Remmer frem, som vi også fik,« lød det.