Den svenske fodboldlegende Klas Ingesson er død
Klas Ingesson kæmpede sig til en stor fodboldkarriere og historisk VM-bronze til Sverige, men kræftsygdom kunne han ikke bekæmpe.
Klas Ingesson har længe haft alle odds imod sig. Som fodboldspiller havde han åbenlyse tekniske mangler. Ikke desto mindre endte han med at kæmpe sig til en stor rolle i Sveriges største landsholdstriumf og en lang karriere i udenlandske klubber.
Senest sloges han med den kroniske blodkræft, multipelt myelom, siden 2009. Det forhindrede ham ikke i at tage jobbet som cheftræner for IF Elfsborg i september sidste år, som han førte til sejr i den svenske pokalturnering. Han nåede at stå på sidelinjen på først krykker og til sidst en kørestol på grund af sin sygdom, før han for to uger siden modvilligt trak sig tilbage.
På samme måde kæmpede han sig som spiller til en stor karriere. Højdepunktet kom i 1994, hvor han sammen med det svenske landshold fik en overraskende bronzemedalje ved VM i USA. Fra sit udgangspunkt på midtbanen løb, sloges og fightede han sig til en stor rolle i landets triumf og til en ikonisk rolle i Sverige med kælenavnet Klabbe. Han spillede i alt 57 landskampe.
Samme dyder bragte ham til en karriere i først IFK Gøteborg, siden Mechelen, PSV Eindhoven, Sheffield Wednesday, Bari, Bologna, Marseille og til sidst Lecce, inden han stoppede sin karriere i 2001.
Klas Ingesson blev 46 år gammel og efterlader sig en kone og to børn foruden en legendestatus i svensk fodbold.