AaB erkendte det surrealistiske
Nordjyderne hylder Kiev – og jubler over sig selv.
Kasper Risgård er altid den hurtigste AaB’er. Ikke på banen, men til at passe sit arbejde efter en fodboldkamp og møde op i mixed zone for gennem pressen at tale til AaB’s fans.
Han sætter tilmed ofte gode ord sammen i sine analyser og derfor vidste pressens folk godt, at de skulle klikke kuglepennens stift og være klar, da trætte Risgård mødte frem efter 3-0 sejren over Dynamo Kiev.
»Uha, de var gode,« var hans første vurdering af Dynamo Kiev.
Og så talte han ellers om den historie, som så ofte er gået imod danske hold, men som denne regnfulde, men smukke aften i 9000 dobbelt A, sluttede med danskere som de klogeste og dygtigste.
»I Europa gælder det om at slå til, når man får chancen. I dag var vi gode til det. Vi vil ofte i Europa møde spillere, der individuelt er bedre end os, og så skal man tage sine chancer og stå sammen som hold. I aften evnede vi begge dele,« fastslog Kasper Risgård.
I AaB er man opdraget til at skifte sin svedetrøje og så ellers straks efter kampen at stille sig i bygen af journalisterne spørgsmål. Også efter de dårlige kampe. I Aalborg kommer de store spillere ikke først en time efter slutfløjtet. 10 minutter var gået, og så stod Risgård flankeret af kampens to bedste AaB’ere, målscorerne Thomas Enevoldsen og Nicolaj Thomsen.
»Dette rangerer højt oppe blandt de største oplevelser med AaB i Europa,« sagde Thomas Enevoldsen, der også var med i de glade gulddage med Champions League-bold i Manchester, Glasgow og den slags steder i 2008.
Han blev bedt om at forklare, hvorfor effektiviteten pludselig stod i lys lue fra mestrene, der ellers har været tæt på bovlamme foran mål siden guldet i maj. Men ak, Enevoldsen anede det ikke.
»Ingen anelse,« erkendte han og trak undskyldende på sine trætte skuldre.
Til gengæld kunne han godt sætte ord på den underlige ligning, at AaB’s bedste kampe i dette efterår har været mod FCM, FCK, Brøndby og Dynamo Kiev, der har haft det betydeligt sværere mod AaB end eksempelvis Hobro og Silkeborg.
»De mindre hold pakker sig altid mod os, og vi har ikke været gode til at åbne. Både hjemme og ude vil de store hold gerne have bolden, og det har givet os mere plads til at spille kontra, hvilket vi er bedre til,« sagde Thomas Enevoldsen.