Fortsæt til indhold
Fodbold

Tysk kommentator: »Mein Gott«

Selv den store boulevardavis Bild har tabt mælet efter Tysklands overvældende sejr mod Brasilien sent i aftes.

BERLIN

Tyskerne vågnede onsdag morgen til en for dem glædelig erkendelse af, at sejren med 7-1 mod Brasilien ved VM i fodbold i Belo Horizonte nogle timer forinden ikke havde været en drøm.

Det overraskende resultat har dog gjort mange næsten mundlamme.

Boulevardavisen Bild, der normalt ikke har problemer med at udtrykke sig på fængende vis, dokumenterer det på sin forside. Den viser tre jublende, tyske spillere og overskriften ”Uden ord!”. Det er muligvis første gang, at bladet på denne måde kapitulerer over for virkeligheden.

”Utænkeligt, ubegribeligt, ufatteligt”

Tysklands fornemste avis, Frankfurter Allgemeine Zeitung, må også agere anderledes end normalt.

Her er man i reglen seriøs på grænsen til det knastørre, men må overgive sig til superlativerne: ”Utænkeligt, ubegribeligt, ufatteligt”, hedder det i toppen af internetudgaven.

Allerede i løbet af kampen havde tyske kommentatorer i Brasilien efter eget udsagn måttet knibe sig i armen den ene gang efter den anden, i takt med, at Tyskland skød bolden i mål.

Pinligt til mode

Efter det sjette mål udbrød ZDFs kommentator Bela Rethy blot: »Mein Gott«, eller »Min Gud«.

Såvel Rethy som andre, der omtalte kampen ude og hjemme, virkede dog til tider pinligt til mode. Rethy udtrykte tidligt i dysten medlidenhed med brasilianerne og erklærede, at slagets gang måtte føles som en national ydmygelse.

Claus Kleber, studieværten for tv-stationen ZDFs sene aftennyheder, der blev sendt i pausen, sagde: »Man ønsker sig næsten, at der sker noget i 2. halvleg, som kan mindske smerten.«

Ønsket blev åbenbart hørt, for Brasilien scorede ved kampens slutning et enkelt mål.

Tyske favoritter

Ikke desto mindre må Tyskland nu »acceptere favoritrollen ved finalen«, skriver Frankfurter Allgemeines sportsredaktør Peter Hess.

»For tyskerne taler, endnu mere end resultatet, at de ved dette VM nu har vist alle kvaliteter, der er nødvendige for at vinde titlen.«