Hvis man troede, at man havde set alt…

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man troede, at man efterhånden havde set alt i fodboldens verden, havde man ikke taget højde for første halvleg af VM-semifinalen 2014 mellem Brasilien og Tyskland.

Man havde gjort regning uden et blændende tysk hold, der fra det 23. til det 29. minut scorede fire gange og dermed vandt halvlegen 5-0 og siden kampen 7-1 – et resultat, som vil chokere, intet mindre, brasilianerne, og som vil decimere glæden (hvis der er nogen tilbage) over VM-værtskabet for de samme brasilianere.

Det er bare fodbold, javel, jeg ved det godt, men det var en historisk fodboldkamp, der helt givet vil stå som lige så sort et kapitel i den brasilianske fodboldhistorie, som det vil være et lyspunkt i den tyske. De brasilianere, der ikke fortrænger det, vil bære på nederlaget med såret stolthed i mange, mange år.

Uden at jeg skal gøre mig til kender på hverken brasiliansk indenrigspolitik eller kultur, forekommer det mig, at mennesker, der omfavner fodbolden så passioneret, vil have mere end svært ved at acceptere den ydmygelse, som verdens stærkeste fodboldstormagt blev udsat for på eget græs, i eget land. Det rører ved hele landets selvforståelse, når det kommer til fodbold.

Allerede i forbindelse med tv-transmissionen fra Brasilien blev der rapporteret om brasilianere, der udvandrede fra kampen og brugte ordet ”skam” om affæren. Det er bare fodbold, javel, men fodbold er en alvorlig sag i Brasilien, og nok er det svært at forudsige konsekvenserne – og om de rækker ud over fodboldverden – af sådan et nederlag. Men svært, nærmest umuligt, er det at forestille sig, at træner Scolari kan lade være med at trække sig.

Man skal huske, at Scolari fra begyndelsen har sagt, at Brasilien skulle være verdensmestre – selv en finaleplads var ikke nok i sig selv. På den baggrund er et nederlag på 1-7 ikke til at leve med.

Nederlaget er ikke kun smertefuldt for brasilianerne, mange andre har givetvis haft sympati for de passionerede værter med den lange og smukke fodboldhistorie, og ingen havde formentlig ønsket, at det skulle slutte på så ydmygende vis.

Jeg ville helst have været det foruden, det må jeg indrømme. Det oplevedes næsten for voldsomt.

På et tidspunkt vil man også begynde at tænke over, hvordan det kunne gå så galt. Og man vil med rette kunne sige, at Brasilien manglede holdets to vigtigste spillere, Neymar og Thiago Silva, men det rækker naturligvis ikke som forklaring.

Set fra min sidelinje helt fra Danmark og med fordelen af bagklogskab kom Neymars ulykkelige skade til at fylde for meget. Alt for megen fokus på én, der ikke kunne spille, for lidt på dem, der skulle løfte den svære opgave. Heller ikke det rækker som hele forklaringen.

Et andet element er, det må man også sige, at brasilianerne aldrig viste sig så stærke, som mange, herunder jeg, troede, at de var. Holdet har virket løst organiseret og mere energisk end afklaret og mentalt skrøbelige. Måske foranlediget af det enorme pres ved at skulle vinde VM. Sammenbruddets mosaik er en kompleks størrelse.

Et sidste element er naturligvis tyskerne, og når disse linjer er helliget den brasilianske fiasko, ikke den tyske triumf, er det i sikker forvisning om, at der bliver en mulighed mere for at hylde Tyskland ved dette VM.

Igen er tyskerne blevet bedre og bedre som turneringen er skredet frem. Tyskland har været bedst, simpelthen, jeg kan dårligt forestille mig, at de ikke bliver verdensmestre. Da VM begyndte, troede jeg på Brasilien.

Dette er en Premium-kommentar, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden.Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.