Var der mål, eller var det en konspiration?

Historien om VM-finalen i 1966 er lige dele eventyr og mareridt.

På den ene side – sandsynligvis den side, man vil høre, hvis man spørger en englænder - er det historien om et engelsk landshold, der skulle gå så grueligt meget igennem, før det gode til sidst vandt, og englænderne sejrede 4-2 efter forlænget spilletid.

På den anden side er det historien om et så kontroversielt mål, at det til stadighed diskuteres i fodboldkredse, og om en dommerkendelse, der fik lov til at overskygge sporten, ikke bare for en stund, men i årevis.

Den uudholdelige forventning

Det hele begyndte, da dommerens fløjte blæste den ordinære spilletid i VM-finalen mellem England og Vesttyskland den 30. juli 1966 til ende. 2-2 var de cifre, der stod på måltavlen. For England markerede slutningen på de første 90 minutter også slutningen på en opslidende færd gennem høje forventninger og hæslige skuffelser.

Først kom forventningen. Forventningen om at blive verdensmester for første gang i historien - og så endda på hjemmebanen Wembley. Forventningen om at løfte trofæet og gøre krav på titlen.

Men snart kom den første skuffelse. Godt 10 minutter inde i kampen satte Helmut Haller bolden i nettet bag englændernes målmand Gordon Banks og lagde en gevaldig dæmper på den engelske VM-fest.

2-2 efter ordinær spilletid

Men englænderne rejste sig. Først med ét mål – Geoff Hurst – og senere med ét til af Martin Peters. 78 minutter af kampen var spillet, og englænderne var forskrækkelig tæt på at kunne kalde sig verdensmestre. En næsten uudholdelig situation for størstedelen af de 96.924 tilskuere, for de engelske kommentatorer, der levende beskrev kampens hede.

Men ak, en sen udligning af tyskernes Wolfgang Weber fik i kampens døende minutter englændernes hjerter til at synke så langt ned i livet på englænderne, at der for en stund kunne have ligget i tusindvis af bankende, skuffede organer i jorden under det propfyldte Wembley. 2-2. Og tillægstiden skulle til at gå i gang.

10 minutter senere blev Geoff Hurst englændernes altoverskyggende VM-helt, da han modtog et indlæg fra Alan Ball, drejede rundt på kanten af det lille felt og skovlede bolden op på undersiden af overliggeren. Bolden tog den lige vej ned på mållinjen, hvorefter den stille og roligt hoppede ud af målet igen og blev clearet. Var der mål? Var den over?

Linjedommer fik det sidste ord

De næste sekunder gik fra forvirring over undren til ren frustration for de vesttyske spillere, som appellerede for, at bolden ikke havde været i mål. De engelske spillere turde næsten ikke tro på det. Vesttyskerne ej heller. Den schweiziske dommer, Gottfried Dienst, spænede hen til linjedommer Tofiq Bahramov fra Sovjet, og efter en kort ordveksling besluttede dommerne at lade målet tælle.

Endnu en Hurst-scoring til 4-2 i kampens sidste minut cementerede den engelske sejr, mens tilhængerne myldrede ind på græsset for at fejre øjeblikket med deres landshold.

”Der er folk på banen ... de tror, at det hele er slut... og NU er det slut,” lød de efterhånden kult-klassiske ord fra BBC’s kommentator Kenneth Wolstenholme til de mange millioner af tv-seere i England og resten af verden.

Genklang i mange år fremover

Kenneth Wolstenholmes ord er - selv for os, der ikke var født i 1966, og som dermed kun kan gense kampen som grynede billeder på videobånd og falmede klip på internettet - mere end blot et skrattende kommentatorspor til en kamp, der blev spillet for så længe siden, at den blev tv-transmitteret i sort/hvid.

Det er et minde fra en kamp, som ikke mindst på grund af det kontroversielle mål er blevet diskuteret i årevis. Et mål er som bekendt kun et mål, når ”hele bolden har passeret mållinjen mellem målstængerne og under overliggeren”, og på billederne er det næsten umuligt at se, om det vitterligt var tilfældet.

Havde den sovjetiske linjedommer Bahramov ret, da han mente, at der var mål? Eller var der, som konspirationsteoretikere fra primært Tyskland ynder at mene, tale om, at Tofiq Bahramov, som i øvrigt stammede fra Aserbajdsjan, bevidst havde tilkendt England målet som hævn over Vesttyskland, som slog Sovjetunionen i semifinalen.

Hurst: Den var inde

Hvis den mållinjeteknologi, vi kender fra i dag, havde været til i 1966, ville ingen af disse diskussioner være opstået. Muligvis ville et mindre antal barslagsmål også være undgået. På den anden side ville kampen den julieftermiddag i 1966 sandsynligvis heller ikke være lige så vidt berygtet, som det er tilfældet. Mange mener, at teknologien ville have vist, at bolden ikke var inde.

Hovedpersonerne selv, ja, de har vidt forskellige udlægninger af sagen.

Geoff Hurst blev f.eks. i 2013 citeret af The Telegraph citeret for at sige, at bolden var mindst en fod bag mållinjen. En anden britisk avis, The Sun, citerede for tre år siden Hurst for at sige, at han ikke mente, at bolden var inde.

Og den altafgørende person, linjedommer Bahramov, skulle angiveligt have skrevet i sine erindringer (han døde i 2002), at han troede, at bolden hoppede tilbage inde fra nettet, og at det var på den baggrund, at han havde meddelt, at der var mål.