"Den grimmeste, mest ondskabsfulde kamp i historien"

En usædvanligt voldelig kamp ved et usædvanligt voldeligt VM.

Sådan kan kampen mellem værtsnationen Chile og Italien i Santiago ved turneringen i 1962 nok bedst opsummeres.

Det gik sådan set galt mere eller mindre med det samme. Efter 12 sekunder var det første frispark fløjtet, efter fire minutter var den første italiener blevet smidt ud. Spytklatter, slag, spark og nærmest overfald fulgte i kampen, som siden er blevet døbt ”Battle of Santiago” - slaget i Santiago.

”Taxier lige så sjældne som tro ægtemænd”

Optakten til kampen var da også alt andet end køn, efter to italienske journalister havde beskrevet Chile og landets hovedstad i lidet flatterende vendinger. I den italienske avis La Nazione skrev journalisten Corrado Pizzinelli bl.a.:

”Santiago er forfærdelig. Hele kvarterer er overtaget af åben prostitution.”

En anden italiensk journalist beskrev Santiago som en by, hvor ”telefonerne ikke virker, taxierne er lige så sjældne som tro ægtemænd, et telegram til Europa koster en arm og et ben og hvor et brev tager fem dage om at nå frem.”

Nyheden om de italienske avisers beskrivelser af Chile og Santiago nåede Chile få dage før kampen, og de to italienske journalister måtte flygte fra landet. En argentinsk journalist, der blev forvekslet med en af journalisterne, blev tævet på en bar i Santiago.

Intens patriotisme bag værterne

Kombinationen af den krænkede ære og en intens patriotisme på lægterne til fordel for Chile gjorde, at tændingen fra starten af kampen var hvidglødende. Chile havde vundet sin første kamp mod Schweiz med 3-1, mens italienerne var pressede efter 0-0 mod Vesttyskland.

Beretninger fra kampen gengivet af The Guardian vidner om, at især chilenerne fra start var overtændte. De sendte spytklatter i ansigtet på italienerne, skubbede, prikkede og provokerede sydeuropæerne, og da Giorgio Ferrini gjorde gengæld efter fire minutter, blev han smidt ud.

Det var en tid inden røde kort, så dommer Ken Aston måtte bede Ferrini forlade banen. Det ville han imidlertid ikke, og der gik ti minutter, før bevæbnet politi fik eskorteret den forsmåede italiener fra banen.

Brækket næse

Fra da af kørte kampen for alvor af sporet.

”Banen blev hurtigt en slagmark. Spillerne glemte bolden og havde kun for øje at sparke den nærmeste modstander ned,” skrev den engelske avis Mirror efterfølgende.

Chilenernes Leonel Sánchez - der var søn af en bokser - brækkede med et venstre-hook næsen på italienernes anfører, Humberto Maschio. Derefter slog han også italieneren Mario David og slap af sted med begge episoder. David blev til gengæld vist ud for at gøre gengæld.

Holocaust-overlever som linjevogter

Disse deciderede overfald sendte fokus over på kampens engelske dommer, der virkede til at undlade at smide chilenerne ud, mens italienerne fik marchordre.

”Jeg havde ryggen til den pågældende episode (Sánchez’ slag mod Maschio). Hvis hverken dommeren eller linjevogteren ser noget, kan der ikke gøres noget. Men jeg er sikker på, at linjevogteren så episoden uden at sige noget til mig,” forsvarede Ken Aston sig efter kampen.

Den omtalte linjevogter var Leo Goldstein, som mange opfattede havde fået chancen som VM-linjevogter, fordi han havde overlevet Holocaust - han var angiveligt i køen til gaskammeret, da en af de tyske vagter spurgte, om der var nogen, der kunne dømme en fodboldkamp. Dette meldte Goldstein sig til, og på den måde slap han gennem det sidste af krigen.

”Jeg havde bare en mexicaner og en lille amerikaner. De var ikke særligt gode, så det var nærmest mig mod de 22 spillere,” sagde Aston om sine kolleger på sidelinjerne.

Italiensk vrede

Chile vandt slaget med 2-0 og endte på en tredjeplads ved VM i 1962, men måden italienerne tabte på, skabte vrede i flere år i støvlelandet.

”Vi delte ikke slag ud, vi modtog dem. Italienerne var ofrene, ikke gerningsmændene. Sánchez brækkede næsen på Maschio, og dommeren gjorde ingenting. I stedet viste han Ferrini ud, der prøvede at tage hævn men som slet ikke rørte Sánchez. Så spillede deres målmand bolden til Sánchez, der satte sig på den. For at sparke til bolden var jeg nødt til at sparke ham en smule, og da han rejste sig, slog han mig. Men dommeren lod som ingenting. Så lavede jeg frispark på Sánchez med et udstrakt ben og ramte ham på skulderen. Den skamløse Aston viste så også mig ud,” erindrede den italienske spiller Mario David mange år senere.

I den britiske presse var der støtte at hente til den italienske indignation i dagene efter kampen, og The Observer skrev bl.a., at det var uforståeligt at italienerne blev sendt fra banen, når chilenerne slap af sted med meget værre ting. BBC kaldte kampen for ”den dummeste, mest rystende, frastødende og skammelige udgave af fodbold i spillets historie.”

Voldsomt VM

Og selvom kampen mellem Chile og Italien nok må anses for lavpunktet i en usædvanligt hårdt spillet VM-turnering, kunne andre kampe også godt være med.

I de første otte kampe i turneringen blev fire spillere vist ud, tre spillere brækkede et ben, en brækkede anklen og en brækkede nogle ribben. En chilensk avis erklærede, at der mere var tale om en verdenskrig end et verdensmesterskab.

Ken Aston var i øvrigt manden bag udviklingen af de gule og røde kort, vi kender så godt i dag. Han kørte en dag i sin bil, da han standsede ved et lyskryds: ”Jeg tænkte: ’Gul, tag den med ro. Rød, stop, ud med dig’,” har Aston ifølge Fifa sagt. De røde og gule kort blev introduceret i fodbolden til VM 1970.

Se et sammendrag af kampens mål og de værste tacklinger her (eksternt link).