Krigens sønner skal forene Bosnien

RIO DE JANEIRO

For 24 år siden gik Fatima Pjanic ind til præsidenten i den lille fodboldklub Drina i byen Zvornik i Jugoslavien.

I hendes favn havde hun sin to måneder gamle dreng, og hendes ærinde var at bede præsidenten om at lade hendes mand , Fahrudin, få lov til at skifte til en klub i Luxembourg.

Præsidenten havde før givet afslag, og det gjorde han også denne gang. Men så begyndte drengen at græde, og præsidenten forbarmede sig.

Fahrudin og Fatima Pjanic rejste sammen med sønnen Miralem Pjanic til Luxembourg, og kort efter brød borgerkrigen ud i landet, som de havde efterladt.

Zvornik blev skueplads for drabet og fordrivelsen af flere tusinde muslimske bosniere, og Pjanic-familien ville have været heriblandt. I dag er Miralem Pjanic en af de vigtigste spillere på Bosnien-Hercegovinas landshold, der søndag nat møder Argentina.

»Det her er den bedste følelse nogensinde. Det her er, hvad vi spiller for, det er, hvad vi lever for,« sagde Pjanic efter sejren over Litauen, der sendte det unge land til VM.

Da landsholdsspillerne landede i Sarajevo efter sejren, samlede 50.000 sig i gaderne for at fejre dem.

»I er landets stolthed,« sang mængden.

Men ikke hele landet. Kun dem, der vil have et forenet Bosnien-Hercegovina.

I den serbisk-dominerede by Banja Luka var barerne tomme. I Mostar bombarderede bosniske kroater muslimer med sten.

Men måske kan landsholdet samle kristne, katolikker, muslimer, bosniere og serbere. Det viser i hvert fald vejen.

Perfekt samarbejde

»Jeg elsker mine holdkammerater og det faktum, at vi har et perfekt samarbejde. Vi er alle mulige forskellige mennesker på det her hold, og det er et bevis på, at det også kan bruges for landet,« sagde Vedad Ibisevic i et interview med ESPN.

Han er en anden af krigens sønner. Hans bedstefar fik knust sit kranium af serbere i krigens begyndelse, og familien flygtede til Schweiz og videre til USA. I alt flygtede 2 mio. mennesker fra Bosnien under krigen.

Hverken Miralem Pjanic eller Vedad Ibisevic’ historier er usædvanlige for dette bosniske landshold.

Halvdelen af spillerne er vokset op uden for landet. Den anden halvdel enten med krig i baghaven eller det kaos, der opstod, efter Daytonaftalen i 1995.

En af dem, der voksede op midt i borgerkrigen, er Bosniens helt store stjerne Edin Dzeko.

Han voksede op i en forstad til Sarajevo. Byen hvor man estimerer, at 10.000 døde under krigshandlingerne.

Her spillede han i gaderne. En dag kaldte hans mor ham inden døre, og sekunder efter, at den syvårige dreng havde forladt gaden, faldt der en mortergranat.

Da Edin Dzeko skulle introducere sig for fansene i Manchester City – hvor han spiller til dagligt – var hans artikel i kampprogrammet meget anderledes end andre fodboldspillere.

»Jeg havde en sørgelig barndom under besættelsen. Vores hus blev smadret, og vi måtte flytte ind til mine bedsteforældre. Vi boede 15 personer i en lejlighed på 35 kvadratmeter. Jeg var ung og græd ofte. Hver dag kunne man høre pistolskud. Jeg mistede familiemedlemmer og venner. Det minde forsvinder aldrig,« skrev han.

Men alligevel forsøger den 28-årige bosnier at forene landet. Han er blevet ambassadør for Unicef.

»Jeg besøger skoler i Bosnien, for der er meget, der skal ændres. Skolerne er delte, det er som to skoler i en. Jeg prøver at vise børnene, at det vigtigste ikke er deres navn, eller om de er muslimer, kristne eller katolikker,« sagde han efter udnævnelsen til ambassadør.

Bud fra udlandet

Fælles for mange af spillerne på det bosniske landshold er, at udenlandske landshold har forsøgt at få dem nationaliseret.

Pjanic har sagt nej til både Luxembourg og Frankrig. Dzeko til Tyskland og Tjekkiet. Der banker et stort hjerte for hjemegnene hos landsholdsspillerne.

Den ansvarlige for at få de mange forskellige folkeslag til at spille sammen er landstræner Safet Susic.

»Vores land er flået fra hinanden af politiske og økonomiske problemer. Det er logisk, at det spejler sig i vores fodbold, men at spille i Brasilien kan hjælpe på begge problemer. Det bringer folk sammen. For få år siden kunne jeg ikke forestille mig, at bosniere, serbere og kroater holdt med dette hold, men det har ændret sig.«