Fortsæt til indhold
Fodbold

Hvad nu hvis... man fjernede udenlandske mål?

Hvad sker der med Superligaen, hvis man fjerner alle mål scoret af udlændinge?

THOMAS LUND HANSEN | MIKKEL BANG ANDERSEN

Hvad nu hvis…

En kendt disciplin inden for historieskrivning er at ændre en enkelt begivenhed og forestille sig, hvordan fremtiden ville have set ud. Den såkaldte kontrafaktiske historieskrivning.

Lad os lege med tanken om, at alle målene scoret af udenlandske spillere i den danske Superliga i den netop overståede sæson blev annulleret. Var AaB så blevet mester? Og Viborg endt på sidstepladsen?

Sportschef i AaB, Allan Gaarde, hvor ville I så være endt?

»Vi har to udlændinge, der har scoret en del mål, så vi er nok gået lidt længere ned. FCK har Vetokele, FC Midtjylland en del udlændinge. Blev vi mester alligevel?«

Vi bryster os af, at vi er hele Nordjyllands hold, og det synes jeg også, at vi er. Vi har 13 ud af 25 spillere, som har spillet ungdomsfodbold i AaB.
Allan Gaarde, sportschef i AaB

Godt bud. Faktisk ville AaB kun miste seks point på den konto. Langt værre ville det gå FCK, der som bekendt sneg sig ind på andenpladsen i sidste spillerunde. Københavnerne ville miste 18 point og dale til niendepladsen.

I Aalborg er det ikke tilfældigt, at klubben er funderet på danskere – og endda lokale knægte.

»Folk kan godt lide at se naboens knægt løbe på banen og spille, så det betyder grundlæggende meget, at der er mange, der har spillet i AaB i mange år. Det sikrer identifikation fra hele Nordjylland, og det sikrer os lokal opbakning, som en naturlig følge. Vi bryster os af, at vi er hele Nordjyllands hold, og det synes jeg også, at vi er. Vi har 13 ud af 25 spillere, som har spillet ungdomsfodbold i AaB,« siger Allan Gaarde.

Ud af de 25 spillere i AaB-truppen er kun tre udlændinge.

»Jeg kan godt se bort fra den lokale forankring, for vi skal også altid lade os inspirere udefra, og det kan være udlændinge men også andre danskere. Det er et spørgsmål om at se på, hvor mange der skal være af ens egne, og hvor mange der skal være udefra. Det er en balance, jeg kigger på, men man kan ikke sige, at der er et præcist antal,« siger Allan Gaarde.

Godt for Viborg og Randers

I den fiktive verden lever både Viborg og Randers højt på, at de har en dansk spiller, der har scoret mange mål.

Viborgs 18 Thomas Dalgaard-mål er med til at sende holdet ni point op i tabellen og en redning i Superligaen. Det sker blandt andet på baggrund af, at 5-2-nederlaget til ærkerivalerne fra FC Midtjylland bliver ændret til en 2-1-sejr. FCM scorede nemlig fire udlændingemål.

Randers og Ronnie Schwartz er den helt store vinder. Ronnie Schwartz scorede 15 gange, og Randers springer helt op på andenpladsen med 14 ekstra point.

Godt for emission

Den lokale forankring i Aalborg giver ikke kun gevinst på banen. I AaB arbejder ledelsen med en aktieemission, hvor der allerede er kommet 30 mio. kr. ind i lån. Målet er 60 mio. kr.

»Jeg er helt sikker på, at det har betydning for investorer og for den lokale opbakning, at man kan se, at naboens søn løbe rundt derinde, og det gør det lettere at lave en emission,« siger Allan Gaarde.

Superligaen er absolut ikke den liga i verden, der har flest udlændinge. New York Times lavede samme historieskrivning på den engelske Premier League. Her ville ligaen slutte af med, at mestrene Manchester City ville rykke ud.

Løb med sølvet

I virkeligheden vandt Manchester City 27 kampe. I den udlændingeløse verden kun en – og 30 uafgjorte.

»Die Frage: ”Was wäre geschehn, wenn das und das nicht eingetreten wäre?”,« sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche allerede i 1875.

I 2014 ville Randers have løbet med sølvet og OB skullet en tur ned i første division.