Fortsæt til indhold
Fodbold

Olsen kan smadre sin egen gulddrøm

Superliga: På fredag er AGF’s Danny Olsen tvunget til at ødelægge sin gamle klubs chancer for at vinde titlen.

Jesper Engmann

I december var han med til at sænke AGF 0-3, da FC Midtjylland befæstede positionen i toppen af Superligaen. Allerede da vidste han godt, at han i januar ville bytte Herning ud med Aarhus. På fredag kan Danny Olsen næsten endegyldigt smadre FC Midtjyllands drømme om guldet, hvis han hjælper AGF til sejr. Paradoksalt nok kan han også sparke sin egen guldmedalje langt væk, for med 18 kampe for FC Midtjylland er han en af de spillere, der får medalje, hvis det lykkes. Også selv om han spiller i en ny klub.

Men Danny Olsen er helt afklaret med sin rolle.

»Jeg har set frem til den kamp helt vildt. Det er jo mod de gamle drenge, som jeg har spillet med længe. Jeg kender dem alle sammen og holdet, så ligesom jeg ville slutte godt af med FC Midtjylland mod AGF, så vil jeg også godt levere en god indsats mod dem. Så kan jeg vise dem, hvad det er for en spiller, de har sagt farvel til. Jo, det glæder jeg mig til,« siger Danny Olsen, som tilbragte syv år i FC Midtjylland, hvor han udviklede sig til en særdeles vigtig spiller og tilmed vice-anfører.

»Selvfølgelig vil jeg altid holde med FCM med den historik, jeg har i klubben, men nu er jeg i AGF, og vi har lige så meget brug for pointene, som de har. Og det er det vigtigste for mig,« bemærker han.

Selvfølgelig vil jeg altid holde med FCM med den historik, jeg har i klubben, men nu er jeg i AGF, og vi har lige så meget brug for pointene, som de har.
Danny Olsen, , AGF-spiller

Du kan smadre gulddrømmen endeligt for dine gamle venner?

»Ja, men hvis jeg gør det, så betyder det også, at vi kommer længere væk fra nedrykningsstregen. Det er altså vigtigere. AaB har set meget stærke ud, senest også mod Brøndby. Det er det bedst spillende hold lige nu og måske også det hold, der fortjener mest at blive dansk mester. Jeg håber, at FC Midtjylland kommer på ret køl efter en svag periode, men forhåbentlig ikke i kampen mod os.«

Vigtig indsigt

Danny Olsen besidder et særdeles indgående kendskab til spillerne i FC Midtjyllands stab, og den indsigt kan AGF få behov for.

»Jeg tror nu, at vores træner Jesper Fredberg ved rigtig meget om FC Midtjylland. Men det er klart, at hvis han vil have fif fra mig, vil jeg gerne give dem. Vi skal alle byde ind med det, vi har. Så hvis han synes, at jeg kan hjælpe, så gør jeg gerne det,« understreger midtbanespilleren.

I de første kampe i foråret beviste Danny Olsen med en enorm arbejdsindsats og stor målfarlighed, at han allerede har udviklet sig til en af de mest vigtige spillere på AGF’s hold. Men i de seneste opgør, som AGF har tabt knebent, har hans indflydelse ikke været så synlig. Han har selv et bud på årsagen.

»Mod Randers brækkede jeg en tå efter kort tid. Det har sat mig lidt tilbage. Det gjorde det også mod FC København. Jeg havde fået en skinne på tåen, men hele kampen skrabede den, og det endte med, at jeg fik to store sår på venstre fod. Det var ikke optimalt, og det skal vi have rettet til kampen mod FC Midtjylland. Hvad vi gør, ved jeg ikke. Om skinnen skal laves om, eller om jeg skal spille uden og håbe på, at tåen stadig kan hele. Sådan nogle små skavanker betyder, at jeg ikke leverer 100 procent, men alligevel kommer jeg til de chancer, der måske kan afgøre kampene. Som det var tilfældet mod FC København, hvor jeg havde et par gode muligheder. At det ikke lykkedes, ærgrer mig helt vildt.«

I påskedagene venter to skrappe modstandere, begge i Aarhus, hvor AGF i denne sæson virkelig har haft problemer. Først kommer FC Midtjylland på besøg fredag aften, hvorefter Brøndby dukker op mandag aften. Begge hold er tvunget til at vinde for at holde fast i toppositionerne. Men AGF har i den grad også brug for point.

Alle mand kæmper

»Jeg tror på, at vi kan klare os fri af nedrykning. Vi har tabt 0-1 i de tre seneste, og i hvert fald de to sidste er afgjort meget sent. Jeg synes egentlig, at hele holdet kæmper bravt. Vi skal ikke ud og underholde og skabe et hav af chancer, men vi skal bare være skarpe på de muligheder, vi får,« siger Danny Olsen, hvis sæson i teorien kan resultere i en guldmedalje og en nedrykning.