Første maskot
AGF-isbjørn skal i fremtiden fungere som omvandrende reklamesøjle på stadion.
Mere end 100 fans var på plads i Café Break.
Klar til at tage imod den hjemvendte helt, Peter Graulund. Men før klubbens tidligere topscorer blev præsenteret for offentligheden, havde AGF en anden meddelelse til forsamlingen.
Eller rettede havde Aros noget at fortælle. Superligaholdets trofaste støtte på sidelinjen kan nemlig nu kalde sig Danmarks første sponsorerede maskot.
Den østjyske ejendomsmæglervirksomhed med det meget passende navn, EDC Aros, har tegnet en fem-årig aftale med AGF.
»Vi har valgt Aros, fordi maskotten sender de rigtige signaler ved at være sympatisk og rar,« siger EDC Aros' administrerende direktør, Jan Larsen.
Han blev budt velkommen i klubben af kommerciel direktør i Århus Elite, Henrik Jacobsen, og koncerndirektør Lars Windfeld.
Isbjørnen Aros var selvfølgelig også selv til stede på den store dag, og maskotten blev budt inden for i caféen badet i blitzlys. Flere fotografer og fans havde angiveligt en mistanke om, at dagens reelle hovedperson havde forklædt sig.
Det havde Peter Graulund dog ikke. Den tidligere AGF-topscorer dukkede først op små 10 minutter senere for at blive præsenteret i den hvide trøje for anden gang i karrieren.