Guddommelig indgriben: Hvad med AGF? Var det ikke noget for dig?

Deus ex machina.

Guddommelig indgriben.

Dekan Erik Meineche Schmidt hentede inspiration i de græske tragedier, da han som AGF-leder skulle takke Kurt Andersen fredag 15. juni 2007.

»Til Kurt Andersen. I dybeste taknemlighed og venlig erindring,« stod der på en vimpel, som rigmanden fik overrakt.

Det skete, da Kurt Andersen officielt takkede af efter seks år i AGF.

En måned tidligere havde han solgt sin aktiepost til århusianske investorer. Denne fredag var hans sidste som formand for bestyrelsen.

Den latinske betegnelse ”Deus ex machina” blev brugt til at beskrive de begivenheder, der fandt sted seks år tidligere i sensommeren 2001. Erik Meineche Schmidt tyede til et begreb, der ofte anvendes, når en manuskriptforfatter har skrevet sig selv op i et hjørne. Et litterært kunstgreb, så historien kan komme videre fra et umuligt udgangspunkt.

Situationen så umulig ud i AGF i 2001. Alt var blevet forsøgt.

Som Erik Meineche Schmidt formulerede det for sig selv: Det så ikke ud til at være muligt at opretholde foretagendet.

Universitetsmanden Schmidt havde i 2000 overtaget styringen i AGF’s professionelle afdeling, som havde lidt økonomisk og også sportsligt skibbrud under finansmanden John Trolle.

Moderklubbens ansvar

AGF’s hovedafdeling sad på magten i den professionelle afdeling, da den ejede samtlige A-aktier. Hvis ikke AGF skulle forsvinde, var det nu, moderklubben skulle træde til, tage et ansvar. Det var eneste udvej.

Klubbens bankforbindelse, Nordea, lod forstå, at man ikke i al evighed kunne finansiere fodboldspillerne i AGF.

Erik Meineche Schmidt tog det som et klart signal. Det var alvor. Så pludselig sad en amatørformand og baksede med de problemer, andre havde skabt i klubbens professionelle afdeling. En betalingsstandsning var det mest sandsynlige.

Hvad Erik Meineche Scmidt ikke anede var, at et par midaldrende herrer samtidig sad i en penthouselejlighed på Ingerslevs Plads i Århus og delte en flaske rødvin. Og fik gode ideer.

Både Kaj Nielsen og Henning Kjeldmann fulgte AGF. Ingen af dem var i inderkredsen. De kunne blot godt lide at se en fodboldkamp ude for enden af Stadion Allé.

Henning Kjeldmann havde nogle år forinden været udstationeret i Hong Kong. Her havde han mødt en anden bankmand, Kurt Andersen, og et venskab var opstået. Også Kaj Nielsen tog af og til et smut til Hong Kong via sit arbejde i rejsebranchen. Tilbage i 1980’erne var han blevet introduceret til Kurt Andersen. De to havde sågar mødtes på tennisbanen ved enkelte lejligheder.

Både Kaj Nielsen og Henning Kjeldmann var bekymret for Aarhus-klubbens elendige økonomi. Da var det, Henning Kjeldmann kom i tanke om, at Kurt Andersen på et tidspunkt havde givet udtryk for, at det da kunne være spændende at eje en golfklub - eller en fodboldklub.

Ganske vist interesserede Kurt Andersen sig mest for engelsk fodbold, især Tottenham Hotspur. Men mindre kunne vel også gøre det.

Opringning til Marbella

Henning Kjeldmann ringede straks til Kurt Andersen, som havde bosat sig i Marbella, og som efter topposter i finansverdenen var blevet særdeles velhavende.

»Hvad med AGF? Var det ikke noget for dig?«

Kurt Andersen grinede.

»Det kan da godt være. Måske. Men jeg skal vide noget mere,« lød det alt andet end afvisende svar.

Henning Kjeldmann og Kaj Nielsen besluttede at gøre noget.

Kaj Nielsen havde smidt lidt sparepenge i AGF og var medlem af erhvervsklubben med sit firma, Mangaard Travel.

Så han kendte godt Erik Meineche Scmidt og klubbens daværende direktør, Michael Hyldgaard.

Fastnet på terrassen

Da telefonen ringede hjemme hos Meineche Schmidt, syntes han, Kaj Nielsens idé lød uvirkelig. At der skulle komme en mand ud af ingenting og tilføre AGF et stort beløb. Ingen anede, hvem denne Kurt Andersen var. Erik Meineche Schmidt var mildt sagt overrasket.

Kaj Nielsen forsikrede AGF-formanden om, at der ikke var tale om en spøg og for at understrege de reelle hensigter, ville han haste-arrangere et møde hjemme hos Henning Kjeldmann, der var den direkte forbindelse til udlandsdanskeren.

Erik Meineche Schmidt og Michael Hyldgaard betænkte sig ikke. Nordea pressede på, og AGF-lederne havde brug for at få bekræftet, om sagen var en blindgyde. Så de ville gerne mødes med Kaj Nielsen og Henning Kjeldmann i sidstnævntes lejlighed torsdag til frokost.

Det var smukt sensommervejr på femte sal med udsigt over Århus fra Kjeldmanns altan.

Efter en indledende snak trak Henning Kjeldmann sin fastnet-telefon ud på bordet på altanen, trykkede de 13 cifre og satte telefonen på medhør.

Henning Kjeldmann forklarede Kurt Andersen, at han sad med formanden for prof-afdelingen og AGF’s direktør. Hurtigt enedes alle om at mødes ansigt til ansigt. De diskuterede, om det skulle ske i Århus eller Spanien. Valget faldt på Spanien.

Hasteafgang til Spanien

Kaj Nielsen udnyttede sin forbindelser i branchen og skaffede fire returbilletter med afgang fra Billund til Malaga dagen efter.

Oprindeligt lød planen på, at de dagen efter skulle tage ud til Kurt Andersens hus, Casa Magda, 850 kvadratmeter luksusvilla bygget ind i klipperne over kysten og opkaldt efter Kurt Andersens hustru, Magdalena.

Men allerede på ankomstaftenen ønskede Kurt Andersen at møde delegationen på et hotel i Marbella over en middag. Både et udtryk for, at han var interesseret, men også, at han er en privat person, der ikke lukker hvem som helst ind. Kontakten var god. De talte samme sprog, selv om Kurt Andersens udtale af modersmålet til tider var rustent. Enkelte engelske gloser lå længere fremme på hans tunge end de danske.

Hvilken bamse?

De to AGF-ledere fortalte Kurt Andersen om AGF, blandt andet at flere kendte personer fulgte klubben. En af dem var Bamse, den landskendte sanger.

»Bamse? Hvem? Hvilken bamse?«

Kurt Andersen havde aldrig hørt om nogen Bamse. Kaj Nielsen forklarede, at Bamse i Danmark var lige så kendt som Linje 3.

»Linje 3?« Kurt Andersen rystede på hovedet. Han anede ikke, hvad Linje 3 var. Han havde ikke boet i Danmark siden han var ung mand. Men AGF kunne han huske fra klubbens storhedstid i 1950’erne.

Dagen efter smed Erik Meineche Schmidt de relevante papirer på spisebordet hjemme hos Kurt Andersen. Stemningen var god, og Kurt Andersen besluttede sig. Detaljerne måtte sagførererne tage sig af.

De fire fra Århus fejrede, at Kurt Andersen ville gå ind i klubben. I afgangshallen i Malaga købte de fire store cigarer for at fejre en vellykket ekspedition.

Kurt Andersen indvilgede i at smide 13 millioner kroner i AGF, mens andre investorer skulle komme med syv millioner kroner. Så ville projektet lykkes. Planen faldt på plads. AGF blev reddet.

Andersen i søgelyset

Da Kurt Andersen første gang efter sin indtræden i bestyrelsen så sit hold spille, blev han forbløffet.

Ikke over resultatet - 1-2 på hjemmebane mod Brøndby - men i højere grad over alle de kameraer.

Mange fokuserede på Kurt Andersen på tribunen denne dag, da han havde taget både fruen og datteren med til fodbold.

Allerhelst ville han gemme sig, som da AGF spillede på Ølstykkes opvisningsbane nogle år senere. Kurt Andersen havde taget turen fra sit hovedstadsdomicil Hotel D’Angleterre, kun bevæbnet med en paraply fra hotellet, lånt i receptionen. Så stod han der i silende regn og så sit hold vinde med besvær over en sjællandsk provinsklub.

Fra en tilbagetrukken tilværelse skulle han pludselig forholde sig til sportslige resultater. Kurt Andersen gav aldrig udtryk for, at han besad ekspertviden.

»Nu får vi snart Steen Tøfting tilbage fra en skade, ikke?«, kunne han finde på at sige nede i spillertunnellen, når reporterne spurgte om de sportslige perspektiver efter endnu et nederlag.

Penge havde han forstand på. Han kunne se, at AGF var nødt til at vokse sig ud af moderklubben, der sad på aktiemajoriteten og dermed blokerede for yderligere investorer.

Han pressede på for at skabe en virksomhed, der ikke udelukkende var afhængig af de sportslige resultater. Det tog længere tid, end han havde kalkuleret med, det kostede slagsmål på de indre linjer og til sidst en hård beslutning om, at nu kunne han ikke bidrage med mere. I fem, næsten seks, år i træk skubbede Kurt Andersen i snit årligt 10 millioner kroner ind i AGF. Nu var det tid til at stoppe.

Andres netværk og kapital skulle skydes ind i AGF. Allerhelst århusianeres, og sådan blev det. Det var en af årsagerne til, at Kurt Andersen solgte sin aktiepost til noget under den aktuelle kurs. På trods af den lave pris, og adskillige millionindskud undervejs, endte Kurt Andersen med rejse fra Aarhus med penge på lommen - et samlet overskud på godt 15 mio. kroner.

En buste ved stadion

En af dem, der tog over i maj 2007, var ejendomsinvestoren Martin Busk.

»Der burde rejses en buste af Kurt Andersen ved stadion,« bemærkede han den dag, da AGF, som nu hed Århus Elite, takkede udlandsdanskeren for det, der siden er blevet benævnt guddommelig indgriben.

Denne gang - den absolut afgørende - var det ikke en storsponsor, en bank eller en indsamling blandt fans, som sikrede Aarhus et professionelt fodboldhold.

Redningen kom fra en mand, der ud af det blå blev hejst ned på scenen.

”Deus ex machina”, kaldte Erik Meineche Schmidt det.