Fortsæt til indhold
Fodbold

Thomas Gravesen tilbage i Everton

Thomas Gravesen skal igen spille fodbold på højeste niveau. Celtic, hvor han p.t. er henvist til andenholdet, har lejet ham ud til Everton resten af sæsonen. Men han vender ikke tilbage til det danske landshold.

- Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til Everton og til at komme til at spille igen på højeste niveau, siger Thomas Gravesen til Evertons hjemmeside, www.evertonfc.com.

"Jeg har altid sagt, at jeg aldrig ville have lyst til at vende tilbage til andre klubber i England end Everton - jeg er en Everton-spiller. I mine fem år her blev vi bedre og bedre, og vi endte på toppen, og det er, hvad jeg gerne vil opleve igen."

- Jeg har tidligere haft nogle af mine bedste sæsoner i netop Everton, inden jeg skiftede til Real Madrid, og jeg håber, at jeg kan bidrage til at skaffe klubben nogle gode resultater. Jeg kender jo hele set uppet i Everton med manager David Moyes og trænerstaben, tilføjer Gravesen på hans manager John Sivebæks hjemmeside, www.firstartist.dk.

Sivebæk: Det sikre valg

John Sivebæk glæder sig over aftalen, der kom på plads, lige før sommerens transfervindue lukkede:

"Han vil gerne spille fodbold på højt niveau, og det har han ikke mulighed for i Celtic p.t. Derfor var han tvunget ud i et valg. Han kunne også have valgt at blive, og det var faktisk tæt på at blive løsningen. Men jeg tror, at dette er en god løsning for alle parter," siger han til jp.dk.

Valget faldt på Everton, fordi Gravesen kender klubben så godt i forvejen.

"Han valgte det sikre. Han kender dem jo, og de kender ham. Det afgørende er, at han kommer tilbage på det niveau, vi kender ham på," siger John Sivebæk.

Nej til landsholdet

Han er til gengæld overbevist om, at klubskiftet ikke vil få nogen betydning for Thomas Gravesens farvel til landsholdet.

"Jeg tror ikke, han ændrer holdning til landsholdet. Den beslutning har ikke haft noget med det at gøre," siger han.

Hvad der skal ske efter 30 juni, når aftalen udløber, er umuligt at vurdere endnu, siger John Sivebæk.

Gravesen har spillet over 150 kampe og scoret 12 mål for Everton, inden han i 2005 skiftede til spansk fodbold i Real Madrid. For et år siden kom så skiftet til skotske Celtic, men opholdet her blev en skuffelse, og Gravesen blev til sidst vraget til førsteholdet.

Lejeaftalen mellem Celtic og Everton gælder resten af denne sæson. Gravesens kontrakt med Celtic løber til sommeren 2009.