Feltherren
Som barn sad Steffen Rasmussen to år i kørestol. Evnen til at rejse sig har han haft hårdt brug for i AGF.
Måske var det sommer. Eller bare en varm forårsdag, den dag i Ramten på Djursland.
Steffen Rasmussen kan huske den lune luft og solen, men ellers ikke så meget andet fra den dag, han fik lov til at rejse sig op og begynde at gå igen.
I en alder af fire år fik han konstateret Calvé-Perthes, en sygdom, der betyder, at lårbensknoglen ikke er færdigudviklet. Kuren hedder aflastning. I to år sad han i kørestol. Han blev skubbet rundt af vennerne, da han begyndte i skole.
Mens legekammeraterne sprang af sted, var Steffen Rasmussen henvist til at få hjælp fra andre. Lige indtil den dag, da hans forældre tog ham med over til farmor og farfar i Ramten.
Kørestolen skulle pakkes væk, drengen skulle op at stå og gå. Alle skulle se det.
»Det eneste, jeg kan huske, er, at alle var glade. De smilede. Og at mine ben var tynde,« siger Steffen Rasmussen og laver en lille cirkel på størrelse med en femmer med fingrene.
Sygdommen har ikke umiddelbart påvirket ham. Han mindes ikke perioden som belastende.
»For mine forældre var det sikkert slemt. Men allerede et år efter lignede jeg de andre drenge.«
På det lommepsykologiske plan burde oplevelsen ligge til grund for den karriere, Steffen Rasmussen har forfulgt som fodboldspiller. Drengen, der ikke kunne hverken gå eller løbe, og som derfor havde en hulens masse at bevise. Over for sig selv. Over for familien og vennerne - og henne i Stenvad Boldklub.
Men nej.
Sådan oplever han det ikke selv. Heller ikke selv om han i hele sin seniorkarriere konstant har fået at vide, at han er for lille. 182 centimeter er ikke højt nok til en målmand, siger de på tribunen, hvis han ikke når op til en høj aflevering.
Til gengæld udbryder de sjældent, at det var godt snuppet, når hans adrætte krop stjæler et mål fra en angriber i fri position.
Konkurrenterne
Argumentet kunne også handle om, at Steffen Rasmussen i de seneste seks år har slidt adskillige konkurrenter op.
Først skulle han arbejde sig frem til at være tredjevalget i AGF, så drejede det sig om at få reservetjansen og til sidst blev den, træneren skrev på holdsedlen som den første hver gang.
Steffen Rasmussen nikker ja. Til at han er det aktuelle førstevalg i AGF anno 2007.
Seneste rival er Morten Hyldgaard, den høje målmand med en helt anden stil end Rasmussens. Tidligere har Steffen Rasmussen via hårdt arbejde sørget for at holde målmænd som Casper Jacobsen, Rune Pedersen, Jakob Kragh, Henrik Bødker og Thomas Laurie væk. Det er også værd at huske, at Steffen Rasmussen i sin tid fortrængte Erik Boye i AGF-målet.
»Det er altid underligt, når der dukker en konkurrent op i truppen. Jeg er spændt, for jeg ved jo ikke, hvad der kommer. Vi prøver alle at stræbe efter det optimale.«
For nogle år siden kunne Steffen Rasmussen godt gruble lidt, når omgivelserne begyndte at så tvivl om hans evner. men han har altid følt opbakning fra folkene omkring holdet.
»Jeg ved godt, der er nogen, der ikke kan fordrage min spillestil. Det påvirker mig ikke. Som ung kan det være svært, hvis man mødes med skepsis og kritik. Er man høj nok? God nok? Det påvirker lidt. Men jeg har ikke haft problemer med at lægge det fra mig. Jo flere kampe på førsteholdet, jo større sikkerhed har jeg fået. Jeg synes, jeg har bevist det, jeg skal. Jeg kan begå mig på højeste niveau,« siger målmanden med ord, der kan tolkes som arrogante, hvis det er derhen, man vil.
Denne eftermiddag afleveres de nøgternt, om end Steffen Rasmussen som mange andre elitesportsfolk har posen med selvtillid fuldt helt op. Simpelthen for at signalere, at han vil vinde.
Ugen inden var han på Cypern med holdet. Masser af træning på flotte græsbaner, masser af små kampe.
I en af dem helflugtede Peter Sand fra få meter bolden op i målhjørnet bag Steffen Rasmussen.
»Hvorfor gør du aldrig det, når vi spiller kamp,« snerrede Rasmussen, der i den situation ikke kunne glæde sig.
For der var jo gået et mål ind på ham.
»Når vi træner, vil jeg allerhelst, at der ikke bliver scoret på mig. Jeg kan blive stikhamrende tosset. Jeg bliver arrig over, at et mål er gået ind.«
Lige nu sidder han og snøfter lidt efter en uges ophold på et air conditioneret værelse på Cypern. Klimaanlægget gav snue. Steffen Rasmussen boede på værelse med sin nuværende rival, Morten Hyldgaard.
»Selv om vi er konkurrenter, er vi også kolleger. Man skal kunne se hinanden i øjnene. Det går fint med Hyldgaard.«
Opholdet på ferieøen viste, at Steffen Rasmussen er træner Ove Pedersen foretrukne. For at understrege det. Da Morten Hyldgaard lagde sig syg, og gik glip af en kamp mod Mjällby, tog Steffen Rasmussen handskerne på.
AGF vandt 3-0. Steffen Rasmussen snuppede et straffespark kort før tid. Han var igen på mål, da AGF besejrede Malmö FF. Det er med at gribe chancen, når den opstår.
Nogle gange skyldes det tilfældigheder. Andre gange er det resultatet af målrettet slid.
Seks kilo muskler
Da Steffen Rasmussen blev seniorspiller, vejede han 78 kilo. Nu stopper nålen først ved 84. Et plus på seks kilo. Et enkelt kig på Steffen Rasmussen i bar overkrop overbeviser om, at forøgelsen er muskelstyrke, grundlagt under tidligere træner Sören Åkeby.
Da blev AGF-spillerne sendt til vægttræning i vintermånederne, og det er Steffen Rasmussen taknemmelig for. Han fulgte målmandstræner Maciej Wasyniuks programmer og træningsøvelser, og fik konstant opbakning af polakken. Jo stærkere muskler, jo færre skader.
Til gengæld skulle han under den svenske træner argumentere hårdt for at få lov til at træne, som han ville.
»Det var svært i starten. Han ville gerne bestemme, hvordan vi målmænd skulle træne. Men der er altså stor forskel på markspillere og målmænd. Vi havde nogle drabelige diskussioner,« husker Steffen Rasmussen.
I samme periode duellerede han med Rune Pedersen, som klubben hentede ind. De fleste pegede på den tidligere FCK-spiller som løsningen i AGF-målet.
Måske den hårdeste tid for Steffen Rasmussen. En fejl, og det var tilbage på reservebænken. Af og til sved kritikken, selv om omgivelserne glemte, at AGF lå i bunden. Målene raslede ind. Var det holdets skyld? Forsvarets? Målmandens?
»Jeg ser mig selv som en vigtig del af holdet, som jeg har været med til at bygge op. Det vil jeg gerne fortsætte med. Så jo, jeg er en vigtig brik. Men det er der altså også andre, der er,« siger Steffen Rasmussen, der af kendere betegnes som en moderne målmand.
For en af hans største styrker er spillet med fødderne, et særdeles vigtigt aspekt, da målmanden ikke længere må samle afleveringer fra medspillernes fødder op i hænderne.
På den facon er han AGFs feltherre.