Brøndby-spillere i slagsmål efter 0-3-nederlag
Frustrationerne sprang ud i lys lue mellem Peter Madsen og Morten 'Duncan' Rasmussen efter søndagens 0-3-nederlag til AaB.
Krisen kradser nu på nærmest alle planer i Brøndby IF. Søndag aften blev holdet sendt hjem fra Aalborg med et 0-3-nederlag til AaB. Et tab som sender klubben ned under nedrykningsstregen i SAS-ligaen. Langt værre er det dog, at Brøndby-spillerne som en enhed fremstår totalt splittet.
Adskillige gange så man spillerne mundhugges indbyrdes, og da Siyabonga Nomvethe bragte AaB foran med 3-0, røg flere Brøndby-spillere i et korporligt slagsmål.
Morten 'Duncan' Rasmussen og Peter Madsen kom op at skændes efter målet. Seancen foregik oppe i midtercirklen, hvor næsten hele den blå-gule flok var impliceret.
Ingen af de involverede spillere ville efterfølgende udtale sig om episoden. Og træner Tom Køhlert ville ikke på stående fod tage stilling til mulige sanktioner mod spillerne.
- Jeg så ikke, hvad der skete. Jeg var i færd med at finde ud af, hvem der i forsvaret lavede fejlen, som forårsagede målet, sagde han med en sammenbidt mine.