»Vi har fundet en god plads til hende. I solen.«

Han er 21 år, han mistede sin mor i februar og er topscorer i Superligaen. Er der mere at sige om Alexander Lind, en fyr med pjusket, mørkt hår og et skæg, der breder sig i hans ansigt? Ja, en hel del, for selv om han en morgen før træning skal lede lidt efter ordene straks efter morgenmaden og indleder med, at han ikke er den mest snakkesalige og nok ikke den bedste til medier, kommer historien om en ung mands modgang lige så stille dumpende.

De, ordene, vandrer over barndommen, forældrenes skilsmisse, næsten halvandet år med skader, et afbrudt skoleforløb og de slutter med, at han sagte siger, at hun, hans mor, »ligger i Skanderborg. Det var hendes ønske. Vi har fundet en god plads til hende. I solen.«

Alexander Linds forældre, jyden Flemming Lind og brasilianeren Maria Edileuda, slog sig ned på et landsted, der var gårdbutik og marker, fire børn med Alexander Lind som den ældste, og med en mor, der støttede, at Alexander Lind skulle begynde at spille fodbold i Hørning IF.

»Hun ville altid se mig spille og var altid klar til at køre mig til fodbold. Der var ingen tvivl om, at hun nok skulle tage os med, hvis der skulle køres. Jeg husker tydeligt min første kamp i Hørning. Hun stod ude på sidelinjen og råbte og skreg, fordi hun mente, at jeg blev tacklet for voldsomt. Dommeren måtte stoppe spillet, han var lige ude at dæmpe hende. Det var pinligt, jeg var lige kommet til en ny klub. Jeg sagde til hende i pausen, at hun lige skulle tage det roligt. Jeg skulle trods alt spille fodbold. Det var en god start, jeg fik der…(han griner). Jeg var 11 år. Hun gik vildt op i det. Hun var der altid.«

Det er hun ikke længere, for hun gik bort i februar efter næsten fire års kræftsygdom.

»Det kommer jeg aldrig over. (Han leder efter ordene, selvfølgelig gør han det, han er 21 år, for Søren). Det er noget, der bliver taget fra dig, noget du ikke får igen. En stor del. Jeg kan synes, at livet er uretfærdigt og kan ikke forstå det. Det er jo tough .«

Alexander Lind sidder i en sofa på Jysk Park i Silkeborg, dette er hans klub, det var henne på det gamle stadion, han begyndte at se Superligakampe sammen med sin far, hér så han i sin første kamp som fan, at Rajko Lekic lavede to mål for Silkeborg IF. Nu er det Alexander Lind, der laver målene for Silkeborg IF, mange af dem, faktisk er han topscorer med ni mål i Superligaen. Han er gået fra at agere joker, reserve, en som træner Kent Nielsen kunne sende ind i slutfasen af kampene, til at være en, som træneren kan stole på. Det har kostet tårer, det har kostet sved og alt mulig andet, faktisk for begge parter, for Kent Nielsen vil så gerne, at de unge spillere lykkes, at det hele går op, og at de som minimum giver alt i jagten på deres drømme og ambitioner.

»Måske er han gammeldags«

»På et tidspunkt fik jeg en opsang af Kent Nielsen, og jeg må give ham kredit. Måske er han gammeldags, men han ved, hvordan et mandskab skal håndteres. Han var bestemt god til at hjælpe, da min mor var syg. Jeg kunne bare ringe. Men dengang talte jeg ikke med andre end min familie. Det var det, jeg havde mest brug for.«

Da Alexander Linds mor var kommet på hospice, gik Alexander Lind ind til Kent Nielsen og spurgte, om det var i orden, at han ikke tog med truppen på træningslejr til Spanien. Selvfølgelig, lød svaret, og Alexander Lind er taknemmelig over, at han traf det valg, at han kunne være der, da hun sov ind.

»Men selvfølgelig sidder jeg her bagefter og ærgrer mig ekstremt over, at jeg ikke var der endnu mere i de år, hun var syg. Jeg var i den alder, hvor jeg begyndte at være mere ude. Jeg prøvede at tage tiden til det. Man skal ikke være for hård over for sig selv. Jeg tænker over det; fik jeg tilbragt nok tid med hende? Men altså, det synes jeg. Især det sidste år til halvandet var vi hele tiden sammen og fik den bedste tid.«

Hans forældre blev skilt, da Alexander Lind var otte år.

»Jeg boede hos min far i begyndelsen, da jeg ikke lige kunne finde ud af det med min mor dengang. Men senere blev det meget bedre. Vi boede mellem Søballe og Veng. Der er vildt flot. Det er virkelig fint. Vi havde en gårdbutik.«

Hans mor er fra Fortaleza, en millionby i det nordøstlige Brasilien. Alexander Lind var senest i hendes fødeby, da han var seks år.

»Jeg kan huske, vi gik en tur langs stranden, og pludselig kommer der en og hiver en taske fra en kvinde. Alle stod og kiggede. Det var ret voldsomt at se for mig. Det gjorde også indtryk på min mor, som fandt ud af, at det nok ikke var så smart at tage os børn med derned igen på grund af kriminaliteten i området.«

De brasilianske rødder har Alexander Lind holdt fast i, han skriver tit med sin sydamerikanske familie.

»Jeg er stadig i kontakt med min fætter. Gode gamle Thiago, han er et år yngre end mig. Desværre taler jeg ikke portugisisk. Min mor var begyndte at lære dansk, da hun kom hertil, og derfor talte vi dansk derhjemme. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan tale sproget. Jeg har talt med en af mine brødre, om vi skulle tage derover engang.«

Plukkede flyvehavre

Vi vender tilbage til Silkeborg. Alexander Lind droppede ud af 2.g på handelsskolen.

»Jeg havde for meget fravær og kunne ikke følge med. Så blev jeg fuldtidsspiller i Silkeborg. Jeg var 17 år. Jeg vil sige, at i sommer, da jeg sad med en brækket fod med støvle på og kiggede på alle mine venner, der var blevet studenter, da tænkte jeg: Hold da op. Da ærgrede det mig, at jeg ikke var blevet ved. Det er lidt med blandede følelser, men det var godt for mit fodboldspil.«

Det var tredje gang, Alexander Lind havde problemer med foden. Denne gang fik han sat en skrue fast. Først i januar i år havde han overstået næsten halvandet års skadepause.

»Men så kom det med min mor, og så blev jeg igen slået fuldstændig ud. Nu er jeg inde i en god periode. Fodbolden har været et frirum for mig. Jeg ville ikke blande det sammen, de skulle ikke tage hensyn til mig. Jeg kunne lide at komme lidt væk fra det hele. Jeg skulle bare koncentrere mig om at spille fodbold.«

I Silkeborg blev og bliver Alexander Lind formet af Kent Nielsen, derhjemme var det hans far, der lærte ham om nødvendigheden af hårdt arbejde, af at vade rundt i kornet og hive ukrudt op med de bare næver.

»Min far er af den gamle skole, akkurat som Kent Nielsen. Jeg kan love dig for, at jeg skulle hjælpe til derhjemme på gården. Der var en enkelt gang, hvor jeg måtte plukke flyvehavre. Det er det mest sindssyge. Det er ukrudt, som man lige kan hive op med hånden. Det skal bare væk. Så gik vi og plukkede flyvehavre i timevis. Det var røvsygt. Jeg kan godt forstå, at du griner. Det får mig til at lyde som en rigtig bondeknold. Jeg tror ikke, at mine kammerater plukkede flyvehavre,« siger Alexander Lind.

En række tilfældigheder

Da han var 17 år, rykkede han ind på klubbens college tæt på stadion.

»Det gik slet ikke, hold da kæft. Det var en dreng, der ikke kunne tage vare på sig selv. Jeg flyttede hurtigt hjem. Derefter fandt min kæreste og jeg en fin lejlighed i Vejlby-Risskov. Da var jeg lige blevet 19 år, tror jeg. Det hang ikke sammen med kørsel, så nu har vi fundet en dejlig lejlighed i Silkeborg, hvor vi har boet i halvandet år.«

I tre år har han og Lykke Madsen været kærester.

»Vi har stort set altid kendt hinanden, og en dag tog jeg mig lige sammen og skrev til hende. Hun har været med og oplevet det hele på tæt hold. Hun har kæmpestor betydning. Uden hende havde jeg ikke siddet her i dag. Hun har været så omsorgsfuld. Det sætter jeg stor pris på.«

Iblandt skabes livet af en række af tilfældigheder. På et tidspunkt blev Tonni Adamsen, Silkeborgs førsteangriber, skadet. Da fik Alexander Lind chancen. Og greb den. Han har lavet mål i syv kampe i træk, ni i alt.

»Det er en kæmpe forløsning, at det går godt. Efter alle de timer i styrkelokalet, alle løbeturene rundt om søen, at mærke, at det betaler sig nu. Jeg kan se tilbage på det med et smil og har fundet en form for ro. Jeg har ligesom, ja, fået vist, hvad jeg er i stand til. Tidligere, når jeg blev smidt ind kort før tid i en kamp, var der ingen, der anede, hvad jeg kunne. Når jeg skulle skiftes ind, var jeg vildt nervøs. Nu gør jeg det, jeg er god til. Jeg er overhovedet ikke nervøs længere. Jeg kan godt forstå, når folk spørger, om jeg kan mærke, at presset på mig stiger efter alle målene. Og nej, det kan jeg ikke. Jeg tænker ikke over det. Det er den forkerte mand at spørge.«

Alexander Lind sidder uroligt i sofaen, han skal gøre sig parat til dagens træning.

»Det er syv måneder siden nu. Hun er stadig den sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng. Jeg håber, hun følger med deroppe og sidder og smiler. For det var det, hun drømte om at se mig lave, dét jeg gør lige nu.«

Hans mor kaldte ham Xandy, kort for Alexander, det er den slags, mødre gør for at vise deres kærlighed, som børn kan tage med videre i livet. Ud i solen.