Superliganedrykkere er favoritter til hurtig returbillet
Vejle og Sønderjyske er for stærke for de øvrige hold i 1. division, mener Helsingør-træner Morten Eskesen.
Nedrykkerne Vejle og Sønderjyske er favoritter til at slutte på de to øverste pladser i 1. division i den kommende sæson og dermed indløse returbilletter til Superligaen.
Det mener både bettingfirmaerne og cheftræneren for FC Helsingør, Morten Eskesen, forud for sæsonstarten i landets næstbedste fodboldrække.
- Jeg kan ikke se, hvem der skulle rykke op, ud over de to hold. Jeg kan ikke se, at andre hold i rækken kan matche dem over en sæson.
- Selvfølgelig kan man drille dem på den enkelte dag, det kan alle klubber gøre. Men over en hel sæson har jeg svært ved at se, at nogen kan følge med dem, siger han.
Sønderjyske rykkede i sidste sæson ud af Superligaen efter 14 sæsoner på stribe i den bedste række.
Ambitionen er da også en hurtig tilbagevenden til Superligaen, siger Sønderjyskes cheftræner, Henrik Hansen.
- Vi vil gerne tage favoritværdigheden, det har jeg ikke noget problem med, for det er også det, der er vores mål.
- Men det er nu en gang fodbold, og der skal præsteres, og det er det, jeg fokuserer på, siger han.
Sønderjyske har siden afslutningen på sidste sæson sagt farvel til en del spillere, heriblandt den tidligere landsholdsspiller Nicolaj Thomsen og forsvarsspilleren Stefan Gartenmann.
Til gengæld har klubben hentet forstærkning i form af blandt andre midtbanespilleren Troels Kløve og backen Christoffer Remmer.
FC Helsingør lignede efter grundspillet i 1. division i sidste sæson et hold, der var på sikker kurs mod Superligaen.
Klubben tabte kun én af 22 kampe og havde otte point ned til Lyngby og Hvidovre på de efterfølgende pladser.
Men i slutspillet tabte FC Helsingør otte af ti kampe og endte som nummer fire, otte point fra oprykning.
Cheftræner Morten Eskesen har i opstarten til sæsonen haft ekstra meget fokus på sit holds defensiv.
- Vi var det hold i 1. division, der scorede flest mål i sidste sæson, og vi endte alligevel på en fjerdeplads. Så kan man regne ud, at vi lukkede for mange mål ind, siger han.
FC Helsingør har sagt farvel til profiler som målmanden Sebastian Mielitz og anfører Nikolaj Hansen, og andre fremtrædende spillere har været skadede i optakten til den nye sæson.
Morten Eskesen tænker derfor ikke i oprykning lige nu.
- Vi er glade, hvis vi kommer i top-4, så er vi stolte over det. Men ellers sigter vi efter top-6 i første omgang.
- Det er det realistiske bud, som det er lige nu, også når jeg sammenligner med andre klubber, siger han.
Morten Eskesen forudser, at hold som Hvidovre, Fredericia, Fremad Amager, Hobro og HB Køge også kan blande sig i laget under den absolutte top, hvor han altså regner med at se Vejle og Sønderjyske dominere.
1. division bliver indledt fredag aften, hvor Vendsyssel tager imod Hillerøds oprykkere, mens Sønderjyske spiller hjemme mod Fremad Amager.
FC Helsingør skal lørdag spille hjemme mod Vejle.