Fifa bekræfter: Dreyer og co. er også fri i næste sæson
Fifa har forlænget den aftale, der betyder, at udenlandske spillere i Rusland må suspendere deres kontrakter.
Udenlandske spillere, der er tilknyttet fodboldklubber i Rusland eller Ukraine, kan fortsat vælge at få suspenderet deres kontrakter, uden at det har konsekvenser.
Det meddeler Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, tirsdag på sin hjemmeside.
Ordningen trådte i kraft 7. marts efter Ruslands invasion i Ukraine og varede oprindeligt midlertidigt frem til udgangen af juni.
Nu bliver ordningen forlænget, så reglerne også gælder i hele den kommende sæson - frem til 30. juni 2023.
Reglerne betød i foråret blandt andet, at Anders Dreyer skiftede fra Rubin Kazan til FC Midtjylland.
FC København hentede svenskeren Viktor Claesson, som siden har fået en permanent kontrakt i den danske mesterklub. Claesson fik ophævet sin kontrakt i Krasnodar.
Reglerne omfatter også udenlandske trænere i både Rusland og Ukraine. De kan også få suspenderet deres kontrakter i den kommende sæson.
Den danske midtbanespiller Oliver Abildgaard, som stadig er tilknyttet Rubin Kazan, kan dermed også vælge at finde en anden klub, hvis han ikke har lyst til at spille i Rusland i næste sæson.
Dreyer har kontrakt med Rubin Kazan frem til 2026, mens Abildgaards aftale udløber i 2024. Rubin Kazan rykkede i den forgangne sæson ud af den bedste russiske række.
Alle russiske klubber og landshold er udelukket fra internationale turneringer på ubestemt tid af Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på grund af invasionen.
Fifa fordømmer Ruslands handlinger i Ukraine og efterlyser en hurtig afslutning på krigen. Forbundet meddeler, at man vil overvåge situationen nøje i den kommende tid.
/ritzau/