Atletico Madrid-stjerne har meldt sig selv ude for sæsonen
Angriberen João Félix siger, at han ikke kan spille mere i denne sæson for Atlético Madrid grundet en skade.
Atlético Madrid skal klare sig uden angriberen João Félix i den resterende del af sæsonen.
Det meddeler João Félix selv på Instagram. Han pådrog sig en muskelskade i lørdagens sejr på 2-1 hjemme over Espanyol i La Liga.
- Uheldigvis var det ikke de nyheder, jeg havde håbet på. Det er med stor ærgrelse, at jeg er ude af stand til at hjælpe mit hold i resten af sæsonen.
- Nu kan jeg kun støtte Atletico fra sidelinjen og arbejde hårdt for at komme tilbage stærkere, skriver Felix.
Felix blev skiftet ud i pausen af kampen ved stillingen 0-0. Portugiseren har scoret ti mål i denne sæson på tværs af alle turneringer for Atletico.
Også den offensive midtbanespiller Thomas Lemar blev udskiftet i pausen med en muskelskade, så Atletico er svækket forud for de kommende kampe.
Skaderne kommer på et skidt tidspunkt for Atletico, der er nummer fire i La Liga med 60 point efter 32 kampe. Holdet mangler at spille seks ligakampe.
Det er kun de fire bedste hold, der kvalificerer sig til næste sæsons Champions League.
Atletico har lige så mange point som FC Barcelona og Sevilla, der er nummer to og tre. Barcelona har dog spillet en kamp færre.
Betis er nærmeste trussel på femtepladsen med 57 point, mens Real Sociedad følger lige efter med 55 point i den tætte topstrid.
I lørdagens kamp mod Espanyol vandt Atlético Madrid 2-1 på et straffespark ti minutter inde i tillægstiden.
Dermed led Espanyol en hård skæbne for anden gang i træk mod den spanske rival. I september vandt Atletico 2-1 ude over Espanyol på et mål ni minutter inde i tillægstiden.
Atlético Madrid tager onsdag imod Granada i La Liga.