Fortsæt til indhold
Fodbold

Rooney og Vieira indlemmet i Premier Leagues Hall of Fame

Wayne Rooney og Patrick Vieira er de første til at blive indlemmet i Premier Leagues Hall of Fame i 2022.

/ritzau/

Den tidligere Manchester United-stjerne Wayne Rooney og Arsenals anfører gennem flere år Patrick Vieira er begge blevet indlemmet i Premier Leagues Hall of Fame.

Det oplyser den engelske liga på sin hjemmeside.

De to legender er de første til at blive en del af det ærefulde selskab i 2022.

Wayne Rooney optrådte i den bedste engelske liga fra 2002 til 2018. Han fik debut som blot 16-årig for Everton, hvortil han senere i karrieren vendte tilbage. Han havde sine bedste år i Manchester United, hvor han var i 13 år og vandt fem engelske mesterskaber.

Den tidligere angriber er den næstmest scorende spiller i ligaens historie med sine 208 mål i 491 kampe. Derudover blev han i sæsonerne 2005/06 og 2009/10 kåret som årets spiller i ligaen af fansene.

- Jeg har så mange gode minder fra mine år i Everton og Manchester United. Jeg er virkelig stolt af, hvad jeg har opnået, siger Rooney til Premier Leagues hjemmeside.

Franske Patrick Vieira spillede ni år i Arsenal, hvor han som anfører var med til at vinde mesterskabet i sæsonen 2003/04 uden at tabe en eneste kamp. Holdet fik tilnavnet ”The Invincibles” (De Uovervindelige) for bedriften i den sæson.

Den tidligere franske midtbanespiller nåede senere hen også forbi Manchester City, hvor han spillede en mindre rolle i det halvandet år, han var der.

- At komme i selskab med de bedste spillere i Premier League er større, end jeg troede. At få mit navn i selskab med dem, gør mig stolt og får mig til at indse, hvor god jeg var, siger Vieira til Premier Leagues hjemmeside.

Både Rooney og Vieira er i dag managere i England for henholdsvis Derby County i Championship og Crystal Palace i Premier League.

Hall of Fame blev i 2021 etableret af Premier League, som gerne vil hylde exceptionelle spillere, der har begået sig i ligaen.

Den første spiller til at blive indlemmet var ligaens mest scorende spiller gennem tiden, Alan Shearer. Derefter fulgte Thierry Henry, Eric Cantona, Roy Keane, Frank Lampard, Dennis Bergkamp, Steven Gerrard og David Beckham.