Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF blev blæst ud af banen, men så sikrede en stor fejl fuldt udbytte

AGF vandt 3-2 i forårsåbningen over Sønderjyske og lægger dermed pres på Silkeborg i kampen om top seks.

Sikke en afslutning.

AGF så ud til at gå fra banen med et uforløst uafgjort resultat mod Sønderjyske, men i kampens afslutning sikrede Patrick Mortensen med sit mål til 3-2 aarhusianerne alle tre point. Det skete med et hovedstød fra kanten af feltet og takket være et stort drop af målmand Lawrence Thomas.

Det var ellers bestemt ikke nogen drømmestart for AGF, som fredag aften havde taget turen til Sønderjyske for at genstarte Superligaen efter vinterpausen. I løbet af det første kvarter blev AGF blæst ud af banen og indkasserede ikke bare et, men to mål. Men alt dette blev altså vendt til tre point knap to timer senere.

»Sejren smager bedre, end hvis vi bare havde vundet sikkert med et par mål. Fodbold er følelser, og de følelser bliver forstærket, når man kommer tilbage fra at være bagud til at vinde,« siger Patrick Mortensen.

Det er ude af vores kontrol, om vi kommer i top seks, for andre hold har flere point end os for nuværende.
Patrick Mortensen

Dermed bevarer AGF håbet om top seks, som fansene havde medbragt banner til at minde spillerne om at kæmpe for. Nu er AGF blot et enkelt point efter Silkeborg, som dog med fem opgør har en kamp mere tilbage i grundspillet.

»Jeg tænker ikke så meget på top seks. Vi skal spille mod Vejle næste gang, og så ved jeg ikke, hvad der kommer bagefter. Jeg fokuserer på at være i nuet, og så må vi se, hvad der sker. Det er ude af vores kontrol, om vi kommer i top seks, for andre hold har flere point end os for nuværende,« siger Patrick Mortensen.

En hård start

AGF fik en svær start på kampen, for efter et minut dukkede Peter Christiansen op i feltet og scorede, da Anthony D’Alberto ikke kunne holde angriberen væk. Kort efter sendte Nicolaj Thomsen et hjørnespark lige ind i panden på Stefan Gartenmann, som headede i mål til 2-0. Det var første gang i denne sæson, at Sønderjyske scorede to gange i en enkelt halvleg.

Patrick Mortensen påpeger, at AGF ikke ændrede i det taktiske oplæg trods den dårlige start.

»Det er typisk os ikke at være helt klar fra start, og det skal vi arbejde på, for vi kan ikke få tre point sådan her hver gang. Når man kommer bagud, kan man ofte begynde at stresse og tage forhastede beslutninger, men vi fik kigget hinanden i øjnene og trukket vejret dybt ned i maven. De faldt i kadence, og det udnyttede vi, og det gør mig stolt.«

AGF på bolden

Efterfølgende satte AGF sig på spillet, og Jon Thorsteinsson stod for AGF’s første chancer, da han bl.a. ramte overliggeren på et lob. Sønderjyske stod kompakt i forsvaret og gjorde det svært for gæsterne at finde de målgivende løsninger. Over vinteren har AGF ellers fået ny assistenttræner i form af Kenneth Dokken, der skal stå for spillet på banens sidste tredjedel.

»I perioder kom vi til at spille lidt for langsomt, så vi blev for nemme at dække op for. Det skal vi være bedre til, men vi laver også fine kombinationer på kanten,« siger Patrick Mortensen.

En løsning kom dog efter en halv time, hvor Anthony D’Alberto sendte Patrick Mortensen i dybden, som så placerede bolden ved nærmeste stolpe og gjorde reduceringen til en realitet. AGF beholdt initiativet, mens Sønderjyske var henlagt til at køre enkelte kontrasituationer. En enkelt en kunne være blevet farlig, men så råbte cheftræner David Nielsen, at spillerne altså skulle komme hjem, og situationen blev afværget for AGF.

Stor fejl blev afgørende

Også i anden halvleg gik det galt efter få minutter for AGF - så det ud til. På et hjørnespark sparkede Peter Buch Christiansen bolden i nettet, men han havde hånd på direkte inden, og så blev målet annulleret.

Igen var kampbilledet et AGF-mandskab, som længe kørte bolden fra side til side uden at komme til målchancer, men efter en time kom AGFpå omgangshøjde. Frederik Brandhof sendte en sløj afslutning afsted, men Lawrence Thomas clearede den direkte hen til Jon Thorsteinsson, der nemt scorede.

Patrick Mortensen fik en halv chance for at score et sejrsmål, da en aflevering fra Dawid Kurminowski blev afrettet og endte for fødderne af angriberen, men han fik ikke bolden under nok kontrol til at kunne afslutte.

I kampens døende minutter udnyttede Patrick Mortensen alligevel en nærmest ikkeeksisterende chance, da han headede på mål fra en ufarlig position fra kanten af feltet, men målmand Lawrence Thomas ikke kunne holde på bolden, som derfor stille tumlede over stregen til slutresultatet 3-2.

Hvor heldigt var målet?

»Det kommer an på, hvordan man ser det. Jeg sagde til Gift Links et minut tidligere, at han skulle trække ud i banen for at slå et indlæg, og jeg tog et godt løb. Det er selvfølgelig heldigt, at bolden går i mål, men jeg fik god kraft på mit hovedstød. Man skal opsøge heldet,« siger Patrick Mortensen.

Hvis marginalerne på den måde går AGF’s vej hele foråret, kan cheftræner David Nielsen godt begynde at se nærmere på modstanderne i top seks.

Artiklens emner
AGF