Fortsæt til indhold
Fodbold

Politisk pres for at få danske fodboldfans til London

Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative opfordrer regeringen til at gå i dialog med Storbritannien for at få danske fans til London i forbindelse med EM-semifinalen.

»Vi skal have danskere til London.«

Kulturordfører for De Konservative Birgitte Bergman mener, at danske fans skal have mulighed for at se EM-semifinalen mellem Danmark og England på Wembley Stadion. Derfor opfordrer hun sammen med en række andre partier til, at regeringen går i dialog med Storbritannien.

»Med det lave smittetal, vi har, og med millioner af vaccinerede, så synes jeg, at tiden er inde til, at man kan gøre det på en forsvarlig måde,« siger hun.

5.000 semifinalebilletter er afsat til danske fans, men på grund af de britiske coronaregler, er det kun de omkring 30.000 danskere bosat i Storbritannien, der vil kunne komme ind at se kampen. Men flere danske partier mener altså, at der bør kunne findes en løsning, så danske fans alligevel får mulighed for at rejse til London.

Opfordringen sker på trods af, at de britiske myndigheder søndag afviste at lave en særordning, så danske fans kunne rejse ud og hjem samme dag og blive i samme coronaboble.

London er kun en time væk med fly, og Birgitte Bergman, der selv husker oplevelsen, da Danmark vandt i 1992, mener, at det er som »at stille en stor slikskål foran danskerne, som vi ikke må spise af«.

Radikale Venstres Kristian Hegaard mener, at Regeringen skal »på banen«. Det skriver han på Twitter.

Større end fodbold

»Vi har endda bedre smittekontrol i Danmark end i Storbritannien. Der kunne findes løsning i Amsterdam og Baku. Det må der også kunne findes på Wembley« lyder det.

Også Dansk Folkeparti og Venstre lægger pres på regeringen for at få danske fans til London. Det skriver TV2.

»Smittetallet resulterer jo ikke i flere indlæggelser. De sårbare er vaccinerede, og folk har coronapas. Det her er ikke bare fodbold, det er meget større. Det handler også om, at folk har været gennem en lang pandemi og gerne vil have lov til at være sammen igen og vise følelser, og det skal de have lov til,« siger kulturordfører for Venstre Jan E. Jørgensen til mediet.

I Enhedslisten synes kulturordfører Søren Søndergaard, at det er fint, hvis regeringen går i dialog med Storbritanniens regering. Men han understreger, at danske fans kun skal til London, hvis det kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt for både Storbritannien og Danmark.

»Jeg synes, at man skal give briterne lov til at lave en sundhedsfaglig beslutning. Der er danskere i London, som kan tage til kampen. Men hvis man kan finde en helt lukket løsning, hvor man flyver folk ind og ud, og briterne er med på at lave den gestus, så synes jeg, at det er fint,« siger han og tilføjer:

»Det skal ikke ske på bekostning af sundhedsmæssig sikkerhed, hverken for briterne eller for Danmark. Vi skal ikke have 2.000 smittede med indiske varianter tilbage til landet.«

Jyllands-Posten arbejder på at få en kommentar fra udenrigsministeren.