Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB bekymrer mens FCM fræser videre

FC Midtjylland bekræftede sin status som Superligaens bedste hjemmehold, da holdet hentede sejr nummer 10 ud af 11 mulige på MCH Arena.

Det må have været frustrerende at være AaB-tilhænger mandag aften, da der blev fløjtet til pause mellem AaB og FC Midtjylland. For den midtjyske dominans var knusende, skudstatistikken sagde 16-2 i FCM’s favør, og AaB var kun i boldbesiddelse i ca. en fjerdedel af tiden.

Alligevel stod der 0-0 i kampens første 45 minutter. Et lille mirakel for AaB. Men så pandede Paul Onuachu FCM foran lige før pausen. Ærligt talt var det svært at se, hvordan de nordjyske gæster på nogen måde skulle kunne æde sig tilbage i kampen.

”Vi har ikke mere end tre afleveringer i streg, og så mister vi den,” sagde Jores Okore i pausen til TV3 Sport, da han blev spurgt om, hvad der kunne forbedres i anden halvleg.

En smule AaB-bedring var der dog at skue efter pausen. Indskiftede Tom Van Weert fik bragt AaB på måltavlen, men fra et aalborgensisk perspektiv var problemet, at FC Midtjylland havde fordoblet målscoren kort forinden, da Evander var Jores Okore overlegen i en hovedstødsduel. AaB-anføreren leverede i øvrigt en skuffende indsats, hvor han blev overmatchet ved begge FCM-scoringer.

Opgøret mod FC Midtjylland må have skabt en del bekymringer for cheftræner Jacob Friis. I sig selv er det ikke overraskende, at FCM er AaB overlegen, men forskellen på holdene var så stor i store dele af kampen, at der kan sættes spørgsmålstegn ved den opblomstring, der hidtil har været i AaB under Jacob Friis. Fra et midtjysk perspektiv kan holdet glæde sig over, at den manglende evne til at lukke opgøret ikke kostede point ved slutfløjt.