Træner: Behandling med nåle giver en uretmæssig fordel

Sagerne fra det seneste år om Team Skys metoder til at optimere sine rytteres muligheder for at præstere er mange. Nu mødes holdet af ny kritik. I sidste uge rapporterede The Guardian således, at en anonym whistleblower gav nyt liv til anklagerne om brud på den internationale cykelunion UCI’s ”no needle policy” på Team Sky.

Oven i den anonyme whistleblowers anklager erkendte den tidligere Team Sky-rytter Joshua Edmondson i marts i år i et interview med BBC, at han i 2013-2014 injicerede sig selv med vitaminer, mens han kørte på holdet.

Han indrømmede dette til Team Sky-ledelsen, der valgte at holde det hemmeligt for UCI.

Stofferne er fuldt lovlige midler, men måden, det sker på, overskrider reglerne.

»Det er alene metoden, der er problematisk,« fortæller Rune Larsen, der er træningskonsulent og direktør i AimHigh – Training and Performance samt træner for den bedste danske etapeløbsrytter, Jakob Fuglsang.

»Argumentet for at indtage lovlige produkter intravenøst er, at der efter kort tid vil være mere energi i musklerne.«

Tarmen er en begrænsning

Når rytterne kommer i mål i et etapeløb, er der ifølge Rune Larsen begrænset tid til at indtage energi. Denne begrænsning kan gøre det svært for rytterne at indtage energi nok før næste etape. Derfor kan indtagelse af sukker intravenøst være en fordel.

»Der er en begrænsning på, hvor meget energi tarmen kan optage. Så hvis du indtager noget intravenøst, så omgår du den begrænsning.«

»Derudover bliver de fleste trætte af at spise på et tidspunkt. Det lyder mærkeligt, men det kan blive en belastning i sig selv at spise nok under et langt etapeløb. Det syndrom hedder ”exercise indused anorexia”, og det er en nedsat spiselyst, fordi du har udført hårdt arbejde,« forklarer Rune Larsen om de begrænsninger, kroppen kan sætte for energiindtagelsen efter et hårdt cykelløb.

Især til etapeløb har den intravenøse behandling sin klare fordel.

Det er umuligt at teste

»Til etapeløbene i foråret som Paris-Nice vil jeg mene, at man på tredje eller fjerde dagen, kan opnå en forskel, hvis man indtager energi intravenøst, og er dermed sikker på at have fyldt depoterne op mellem etaperne.«

Spørgsmålet er så, hvordan man håndhæver en regel, hvor resultatet ikke kan ses i en urin- eller blodprøve.

»Problemet er, at man har indført en regel, der er utrolig svær at kontrollere, fordi de produkter, der bliver indtaget intravenøst, er ikke på dopinglisten. Det er jo ikke ulovligt at indtage glukose intravenøst, det er alene metoden, der er forbudt i forbindelse med cykelløb.«

Det efterlader holdenes egen selvjustits eller manuelt eftersyn som de eneste muligheder for at håndhæve reglen.

Sagen om Edmondson viser, at holdenes egen lyst til at oplyse regelbrud kan være tvivlsom, mens der findes steder på kroppen, der efter et stik kan skjules.

»Der er mange steder på kroppen, man kan stikke sig, hvis man ville, umiddelbart efter et løb, hvor det ikke er synligt til aftensmaden eller til etapen dagen efter,« afslutter Rune Larsen.