Den perfekte sprinter er et monster af energi
Cykelsportens bedste sprintere er trimmede energibundter. Men hvordan ser de ud indeni?
LONDON
Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Arnaud Démare.
Cykelsporten bugner af såkaldte supersprintere, der gang på gang kæmper om sejren i hæsblæsende massespurter.
Mandag var Marcel Kittel - igen, igen - den hurtigste:
Kittel vandt endnu en etape i Touren
Det er smukt, intenst og en smule farligt, når sprinterne tonser af sted mod målstregen, men hvordan kommer man så vidt? Hvordan bliver man en supersprinter?
Kan man nøjes med en stor portion talent, eller hjælper det at have en speciel anatomisk sammensætning?
Masser af energi
”En sprinter skal lave et ekstremt stort power-output på ganske kort tid. Den produceres ved, at vores muskler omsætter nogle lagre af kreatinfosfat, der ligger i kroppen. Det er en anaerob (ikke-iltkrævende) energiudladning, der foregår fire-fem gange så hurtigt som den energi, man kan omsætte med ilt,” forklarer Lars Nybo, der er professor i human fysiologi ved Københavns Universitet.
Han sammenligner med en enkeltstartsrytter, der kan producere cirka 450 watt over en time. En hardcore sprinter derimod kan producere op mod 2.000 watt på blot 10 sekunder.
”En sprinter skal altså kunne lagre en meget høj energiproduktion.”
Ingen trætte ben
Desuden er det vigtigt, at en sprinter kan sidde med hele vejen. Hvis man efter hver bakke skal sprinte for at nå op til feltet igen, bliver man træt og er dermed ikke lige så kraftfuld i en spurt.
”Evnen til at være tilstrækkeligt modstandsdygtig mod udvikling af træthed er altså også et vigtigt element for en sprinter,” siger Lars Nybo.
Kendetegnende for en sprinter er også, at han, i modsætning til bjergryttere, har en større andel af type 2-fibre. Det er fibre, der hurtigere kan omsætte energi end type 1-fibre.
Desuden har type 2-fibre høje enzymniveauer, så de bedre kan modstå træthed.
Cavendish er atypisk
Og så er der sprinterens lår, der gerne skal være store.
”Det er nødvendigt for at kunne omsætte enorm power over ganske kort tid. Sammenligner man med banesprinterne, har banesprintere imidlertid endnu større lår. De er som 100 meter-løbere, mens landevejssprintere mere er som 400 meter-løbere eller 800 meter-løbere,” siger Lars Nybo.
Han fremhæver Mark Cavendish som et eksempel på en sprinter, der er en smule atypisk. Den hurtige brite skiller sig ud.
”Mark Cavendish kan ikke levere så stort et power-output som mange andre af topsprinterne, fordi hans muskelmasse ikke er lige så stor. Men han kompenserer for det ved at lægge sig helt ned over cyklen og dermed reducere sit drag.”
Drag er de sug, der ligger bagved rytteren. Når en rytter cykler, skaber han bag sig et vakuum (drag), som hiver ham bagud. Det handler om at mindske det vakuum.