Flere epo-indrømmelser kan være på vej på dansk cykelhold
Vi står bag rytterne, hvis de vil bekende doping, siger direktør på Christina Watches-Onfone.
Den 31. januar stod Michael Rasmussen frem og indrømmede doping.
Det er en proces. Jeg taler med mine medarbejdere hver dag, og hvis jeg har grund til at formode nogle ting, som rytterne kan bidrage med, så er det noget, jeg taler med dem om.Claus Hembo.
I dag var det så Stefan Schumachers tur til at erkende, at han havde brugt flere ulovlige stoffer i perioden 2006-2008.
Begge ryttere er tilknyttet cykelholdet Christina Watches-Onfone, og direktøren, Claus Hembo, udelukker ikke, at flere melder sig i køen af indrømmelser.
"Det er en proces"
”Hvis du vil have folk med erfaring i cykelsporten, så tror jeg, at du får ganske svært ved at finde ryttere over 30, som ikke har noget, han måske har glemt at fortælle," siger Claus Hembo til Jyllands-Posten.
Har du viden om flere på dit hold, der har noget, de gerne vil fortælle?
”Det er en proces. Jeg taler med mine medarbejdere hver dag, og hvis jeg har grund til at formode nogle ting, som rytterne kan bidrage med, så er det noget, jeg taler med dem om. Og den dag, hvor rytteren føler, at det er korrekt for ham selv og holdet, så er det noget, vi står bag.”
”Jeg vil ikke udtale mig om interne personaleforhold. Jeg har en proces med mine medarbejdere. Men vi forsøger ikke at skjule fortidens syndere – tværtimod – jeg vil dog ikke kaste mig ud i en gættekonkurrence," siger Hembo.
På lige vilkår
”Du kan også spørge, hvorfor Stefan Schumacher ikke stod frem for to måneder siden, men det var, fordi den dag ikke var rigtig for Stefan Schumacher.”
Claus Hembo understreger desuden, at han savner større opbakning fra andre cykelhold i kampen mod doping.
”Når vi siger, at vi vil konkurrere på lige vilkår, så mener vi ikke de gode og gammeldags lige vilkår, men lige vilkår i en moderne kontekst, hvor folk skal forstå, at doping var noget, der var engang, men at det er slut nu.”
Hembo oplyser, at den tyske rytter vil fortsætte på holdet som kaptajn.