Hans triumf endte med at inspirere folk over hele verden: For Eros Poli begyndte det med et raseriudbrud

Bemærk: Dette interview blev første gang bragt i anledning af Tour de France 2020.

»Det var umuligt at sove om natten inden Mont Ventoux-etapen. Der var VM-finale i fodbold mellem Italien og Brasilien, og jeg var nødt til at tjekke resultatet, inden jeg kunne sove. Det var også svært at falde til ro på grund af larmen fra cikaderne, og der var ingen aircondition i rummet. Jeg delte værelse med min holdkammerat John Tallen, der endte med at sove ude på terrassen, fordi der var så varmt på værelset. Jeg lå vågen indtil kl. 1 om natten, og så brændte Roberto Baggio det afgørende straffespark til sidst ...

Vi skulle tidligt op, fordi det var en lang etape, og jeg var ufattelig træt. Mine ben føltes som to stykker træ. Alligevel gik jeg og nynnede ”I Feel Good” med James Brown. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg havde det egentlig ikke særlig godt den morgen, haha.

Ligesom alle de andre dage var der fuld knald på starten. Alle var klar til at angribe. Da der endelig faldt lidt ro på, stoppede jeg op for at tisse, og lige præcis i det øjeblik angreb Davide Cassani. Jeg blev rasende, for hans hold angreb altid, når folk f.eks. var nede for at hente vand. Så jeg kæmpede mig tilbage i feltet og var med til at køre ham ind.

Der var helt proppet oppe i fronten af feltet, fordi alle kæmpede for at komme af sted i et udbrud. Jeg kunne ikke rigtig komme forbi, men på et tidspunkt så jeg en mulighed for at køre lidt ud i græsset 50 meter længere fremme. Jeg tog chancen og dirigerede cyklen ud i græsset, bare et par få meter. Da jeg kom ind på asfalten igen, havde jeg slået et hul og gav den fuld gas i et par kilometer. De andre ryttere begyndte at slappe lidt af igen, det var også virkelig varmt. Og så begyndte jeg at lave mine udregninger.

Gik i panik

Jeg brugte min erfaring fra alle de gange, hvor jeg havde styret gruppettoen. Jeg havde altid været den, der sørgede for, at sprinterne og de tunge ryttere nåede i mål inden for tidsgrænsen. Derfor vidste jeg, at jeg havde brug for at opbygge et forspring på mindst 25 minutter i løbet af de 100 flade kilometer hen mod Mont Ventoux, hvis jeg skulle have en chance for at vinde etapen. På den måde ville jeg have mulighed for at miste et minut per kilometer op ad Mont Ventoux, der var 22 km lang, og så havde jeg lige et par ekstra minutter i banken, hvis jeg gik kold eller punkterede.

Jeg er jo en stor, tung fyr, så jeg har altid været vant til at være blandt de sidste, der får slæbt sig op over bjergene. Jeg har altid bare forsøgt at overleve og komme gennem den slags dage, når jeg typisk blev sat som den første mand. Kan du forestille dig, hvordan det føles, når man altid har skullet fokusere på, hvordan man kommer ind inden for tidsgrænsen, og så pludselig ligger man til at være den første rytter til at komme i mål?

Normalt var jeg jo hjælperytter og lead out-mand for Mario Cipollini (italiensk sprinter, red.). Men da han var væk på grund af et styrt, skulle alle vi andre ryttere fra holdet forsøge at vinde en etape. Vi skulle bare angribe, angribe, angribe.

Da jeg kom frem til Mont Ventoux, havde jeg det forspring, jeg havde håbet på. Jeg kom hurtigt under 10 km/t. på vejen op ad bjerget, og jeg begyndte at gå lidt i panik. Men jeg fik ro på mig selv og fokuserede bare på at køre så hurtigt som muligt. »Kom nu, fremad!« sagde jeg hele tiden til mig selv.

Da jeg nåede toppen og gjorde klar til nedkørslen mod Carpentras, havde jeg stadig et solidt forspring ned til de nærmeste forfølgere. Det er nok det bedste øjeblik i mit liv. Der vidste jeg, at jeg ville gøre det færdigt. Jeg kom pludselig til at tænke på, at min datter og min familie sad og fulgte mig på tv. Det var meget følelsesladet. Men jeg havde stadig ikke nogen idé om, hvor historisk det var.

Da jeg kom i mål, vinkede jeg med min kasket og bukkede for tilhængerne. Ligesom i teatret efter finalenummeret. Man vifter hånden ud til publikum for at sige tak for opbakningen. Jeg ville kvittere for al den støtte, de havde givet mig. »Tak, alle sammen. Jeg er glad for at kunne dele det her øjeblik med jer«. Sådan havde jeg det.

Det handler om lidelse

Da jeg ankom til pressekonferencen efter etapen, begyndte journalisterne spontant af klappe ad mig.

»Du er blevet en legende,« sagde en af dem til mig.

»Hvorfor?« spurgte jeg lidt forvirret.

»Jamen, du har jo vundet Mont Ventoux-etapen!«

Det var først der, at det begyndte at gå op for mig, hvor stort det var. At det var større end at vinde enhver anden Tour de France-etape. Og at jeg nok ikke længere ville blive husket for min OL-guldmedalje (i holdtidskørsel fra 1984, red.).

Jeg er stolt over, at sejren på Mont Ventoux er blevet mit eftermæle. Der er stadig mange, der kommer hen til mig og siger, at de fulgte med i fjernsynet. Jeg får ofte af vide, at jeg har inspireret folk. Når de har set en tung fyr som mig vinde på ét af de hårdeste bjerge i Tour de France, føler de, at de også kan opnå det umulige.

Jeg har også talt med en fyr, der var 12 år, da han så etapen.

»Den dag besluttede jeg mig for at begynde at cykle,« sagde han. Det er jo helt utroligt. Derfor gør det mig ikke noget at blive mindet om den dag hele tiden, hehe.

Sejren bliver også set i et lidt romantisk lys, fordi det er fra en tid, hvor rytterne ikke kørte med hjelm, og hvor der ikke var radiokommunikation mellem rytterne og sportsdirektørerne. Det er blevet et symbol for folk, for jeg var jo ikke nogen stor mester – jeg var bare en helt almindelig fyr, der fik lov til at få opfyldt en drøm.

Man skal bare blive ved med at forsøge. Man ved aldrig, hvornår det lykkes. Derfor er jeg også bare stolt over, at jeg turde gøre forsøget. Cykling handler meget om lidelse. Man skal kunne lide for at få succes, og så var jeg heldig, at jeg blev belønnet for mine lidelser på lige præcis den dag. Jeg forsøgte også på en anden etape i Touren 1994, hvor jeg blev hentet 2 km før mål, og selv om det var en stor skuffelse, var jeg klar til at forsøge igen. Derfor er det så vigtigt, at man ikke giver op.

Dagen efter min etapesejr var jeg fuldstændig færdig. Jeg følte nærmest, at jeg skulle dø. Der ventede flere bjerge og en svær afslutning på Alpe d’Huez. Det var en lang, lang dag, hvor jeg blev sat på den første stigning. Holdet sendte en hjælperytter ned for at hjælpe mig – pludselig var det mig, den normale hjælperytter, der fik hjælp af de andre! Der blev også sendt en motorcykel ned med et tv-kamera for at følge mig hele dagen. Jeg var pludselig blevet interessant, og folk ville holde øje med, om det ville lykkes mig at komme i mål. Og jeg fik regnet det ud, så jeg nåede i mål lige inden for tidsgrænsen.

I første omgang fortsatte mit liv, som det hele tiden havde været. Jeg var stadig en hjælperytter frem til 1999, hvor jeg stoppede karrieren og begyndte at arbejde for Pinarello (cykelfabrikant, red.). En dag blev jeg kontaktet af InGamba, der arrangerer cykelrejser, og som ville have mig til at være guide på ture til Mont Ventoux. Det har været med til at få folk til at huske min sejr. Jeg elsker jobbet, og jeg elsker mit liv. Jeg kan leve af at cykle igen, jeg kan holde mig sund, men jeg kan samtidig drikke vin og spise god mad. Og så får jeg jo masser af muligheder for at fortælle historier om min største sejr.«