Vingegaard slog Pogacar i vigtig Tour-test – men deres fælles rival var endnu stærkere
Favoritterne fik et praj om styrkeforholdet på et punkt, der kan få afgørende betydning for årets Tour de France.
Al kraft blev presset ud af den spinkle krop i den aerodynamiske fantomdragt.
Ved målstregen kunne Jonas Vingegaard konstatere, at lidelsen var det hele værd.
Den 28-årige cykelstjerne hentede vigtig tid i forhold til sin evige rival, Tadej Pogacar, der tabte næsten et halvt minut til danskeren.
Ikke desto mindre var én mand stærkere end dem begge og alle andre på enkeltstarten i Critérium du Dauphiné, der fungerer som generalprøve på Tour de France.
Det gav også mening, at det blev verdensmesteren og den olympiske mester i disciplinen, Remco Evenepoel, der blev dagens store vinder. På trods af sit tidstab på 20 sekunder i forhold til belgieren kan Jonas Vingegaard også være særdeles tilfreds med sin styrke på en af de dage, hvor der var allermest brug for en løfterig præstation.
Mest oplagt er kampen om den samlede sejr i Critérium du Dauphiné, men perspektivet rækker ud over det ugelange etapeløb for de tre herrer, der endte på podiet i Tour de France for et år siden med Pogacar foran Vingegaard og Evenepoel.
To gode muligheder
I årets Tour vil der være to enkeltstarter, hvor favoritterne får mulighed for at opbygge et forspring i klassementet. Først venter der en flad tidskørsel på 5. etape, hvorefter der for alvor kan opstå tidsforskellen under opkørslen af bjerget Peyragudes på 13. etape.
Tidskørslen i Critérium du Dauphiné var en mellemting af de to udfordringer med en enkelt stigning i løbet af de 17,4 kilometer.
Her var der lagt op til den første reelle afsløring af styrkefoldet mellem trioen, selvom Jonas Vingegaard som bekendt tog forskud på løjerne med sit overrumplende angreb på 1. etape søndag.
På enkeltstarten fik danskeren ligeledes sendt et stærkt signal, da han hurtigt kørte sig til en overbevisende mellemtid. Ganske vist var det 11 sekunder langsommere end den fantomtid, der lige var blevet sat af Remco Evenepoel som dagens hidtil hurtigste. Til gengæld var danskeren næsten tyve sekunder hurtigere end Tadej Pogacar, som tilsyneladende havde mekaniske problemer på vejen hen mod mellemtiden.
Den næste store duel venter fredag, hvorefter Critérium du Dauphiné bliver afgjort med to bjergetaper i weekenden frem mod afslutningen søndag.
Som udgangspunkt burde lørdag passe bedst til Jonas Vingegaard, mens der er lagt op til en mere eksplosiv afslutning fredag og søndag, som plejer at være oplagt angrebsterræn for Tadej Pogacar.