Analyse: Chris Froome og Tadej Pogacar har vist, at Jonas Vingegaard ikke skal give op
Tour de France bliver afgjort på de tre bjergetaper, der bliver kørt fra fredag til søndag. Forhistorien viser, at alt stadig er muligt, selv om der er brug for noget ekstraordinært fra Jonas Vingegaard.
Der er ingen grund til at give op.
Det mest berømte eksempel i Tour de France opstod takket være de otte sekunder, som Greg LeMond vandt løbet med i 1989 efter at have indledt den afsluttende enkeltstart næsten et minut efter Laurent Fignon i den gule trøje.
Mere historisk orienterede aficionados vil genkalde sig Charly Gaul fra Luxembourg, der på et tidspunkt var mere end et kvarter efter i klassementet, men alligevel endte som vinderen af den franske rundtur i 1958.
Helt så voldsomt behøver det ikke at forløbe, selv om der er brug for noget ekstraordinært, hvis Jonas Vingegaard skal indhente de mere end tre minutter i forhold til Tadej Pogacar i den gule førertrøje.
Nu opstår den bedste – og sidste – mulighed gennem tre dage i Alperne, der umiddelbart burde passe den forsvarende Tour de France-vinder bedst.