Sportsdirektør: Sejr gør Mads Pedersen ti procent bedre
Trek-holdet har allerede indstillet sigtet på søndagens etape, hvor Mads Pedersen igen kan få en hovedrolle.
Sejren på 13. etape af Tour de France vil give Mads Pedersen vinger.
Det forventer i hvert fald Trek-sportsdirektør Kim Andersen, der efter mange års samarbejde ved, hvor meget de store sejre betyder for den tidligere verdensmester.
- Han er ti procent bedre nu, end han var i morges, sagde Kim Andersen fredag aften efter Pedersens spurtsejr.
Mens afslutningen på lørdagens etape til flyvepladsen i Mende formentlig er for stejl og eksplosiv til ryttere af Mads Pedersens type, skal man ikke udelukke, at han allerede søndag får en ny chance for at føre sig frem blandt de hurtigste.
Kim Andersen ser i hvert fald muligheder i 15. etape til Carcassonne - målbyen, hvor Magnus Cort i 2018 brød ni års dansk dødvande med en sejr efter udbrud.
- Sådan som sprinterholdene kørte i dag (fredag), så tror jeg, at Carcassonne ender i en massespurt. Og når Mads har de ben, som han har nu, så vil jeg mene, at han kan være med der, siger Kim Andersen.
Selv vil Mads Pedersen ikke helt købe påstanden om, at sejre gør ham så meget bedre. Troen på egne evner er sjældent en mangelvare hos den 26-årige sjællænder.
- Jeg har lært hjemmefra at have en masse selvtillid. Og jeg havde også en masse selvtillid inden etapen. Men det giver da helt sikkert et stort boost i forhold til de kommende dage.
- Nu skal vi lægge en plan, og så må vi se, hvordan vi griber det an, siger Mads Pedersen.
/ritzau/