Fortsæt til indhold
Cykling

Dopingsag i dansk cykling: Nu er afgørelsen faldet for ung dansk landsholdsrytter

Dommen er faldet, efter UCI har modtaget den danske rytters accept af den administrative sanktion.

Den 18-årige danske cykelrytter Mattias Skjelmose Jensen er blevet idømt 10 måneders udelukkelse for at have overtrådt dopingreglerne.

Det oplyser det internationale cykelforbund, UCI, til Jyllands-Posten, der torsdag kunne fortælle, at rytteren i foråret havde afleveret en positiv dopingtest. I maj vandt Mattias Skjelmose Jensen, der repræsenterede det danske U19-landshold, det schweiziske etapeløb Tour du Pays de Vaud.

Efterfølgende afgav han en positiv dopingprøve.

Nu er dommen faldet, og UCI har modtaget den danske rytters accept af straffen.

»UCI bekræfter, at Mattias Skjelmose Jensen er blevet idømt 10 måneders udelukkelse for uden forsæt at have overtrådt antidoping-reglerne den 26. maj,« lyder det i UCI-meddelelsen til Jyllands-Posten.

UCI har dermed vurderet, at rytteren ikke har haft til hensigt at overtræde dopingreglerne, da rytteren afleverede en positiv dopingprøve den 26. maj afslørede spor af stoffet methylhexanamin - et præstationsfremmende middel, som er forbudt at have i kroppen under konkurrencer.

Tidligere har atleter fået karantæne i alt imellem seks måneder og fire år for at have stoffet i kroppen under konkurrencer.

UCI oplyser, at rytteren frivilligt fik sat karantænen i gang den 7. juli 2018, selvom han endnu ikke var blevet dømt. Karantænen vil derfor vare frem til den 6. maj 2019.

UCI har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Jyllands-Posten har længe forsøgt at komme i kontakt med den pågældende rytter, men uden held.

Administrationschef i Danmarks Cykle Union, Jens-Erik Majlund, ærgrer sig over sagen - men vil ikke nævne rytteren ved navn, da han var 17 år på tidspunktet for den positive prøve - men slår fast, at den ikke ændrer DCU’s klare antidoping-profil:

»Sagen har naturligvis givet anledning til at se på det omfattende antidoping-program, der udføres i dansk cykelsport. ADD (Anti Doping Danmark, red.) deltager på DCU’s talentsamlinger, og alle ryttere er bekendt med DCU’s vejledninger, der ikke blot følger antidopingreglerne, men også går videre og forbyder ungdomsrytteres brug af fx koffeintabletter eller smertestillende medicin i konkurrencefremmende øjemed. Man kan ikke optræde for et dansk juniorlandshold, hvis man ikke følger de retningslinjer,« siger Jens-Erik Majlund.

Rytteren har været suspenderet fra alle landshold, siden han afleverede den positive dopingprøve.

I forhold til rytterens fremtid på de danske landshold får dopingkarantænen ikke indflydelse, når straffen er udstået, siger Jens-Erik Majlund til Ritzau:

»Vi kan ikke under nogen omstændigheder alene på baggrund af en dom som denne her, eller en dopingdom i det hele taget, lade være med at udtage en rytter. Det vil vi blive underkendt i både vores eget idrætslige retssystem og også, hvis den skulle komme videre i et offentligt retssystem. En dopingdom kan vi ikke lægge som den eneste grund til ikke at udtage nogen til landsholdet.«

DCU oplyser, at unionen ikke optræder som part i sagen, da sagsbehandlingen er et anliggende mellem rytteren og UCI’s antidopingorganisation, Cycling Anti-Doping Foundation (CADF). DCU har hverken haft indflydelse på undersøgelsen, sagsbehandlingen eller afgørelsen.

Den seneste dopingsag med en dansk cykelrytter stammer fra januar 2017, da Martin Toft Madsen afleverede en positiv dopingprøve efter at have sat ny dansk timerekord i forbindelse med 6-dages løbet i Ballerup.

Han afleverede en prøve, og den viste sig efterfølgende at være positiv for det stimulerende stof DMBA, som optræder på dopinglisten. Han slap dog med en advarsel, da det viste sig, at det forbudte stof stammede fra forurenet kosttilskud, som han havde købt i Danmark og stadig havde en rest af, som blev analyseret.

Artiklens emner
DCU