Fortsæt til indhold
Cykling

Danske cykeltalenter sejrede i ungdommens Tour de France

Det danske U23-landshold gør sig i øjeblikket positivt bemærket ved det franske landevejscykelløb Tour de l'Avenir.

Tidligere vindere af Tour de l'Avenir - bedre kendt som ungdommens Tour de France - tæller bl.a. Warren Barguil, Marc Soler og colombianske Nairo Quintana.

Ingen tvivl om, at det franske landevejscykelløb er særligt værd at holde øje med for at spotte morgendagens cykelstjerne.

Derfor var det da også særligt bemærkelsesværdigt, da det danske U23-landshold ganske suverænt vandt den kollektive tempokørsel på fjerde etape og nu kan bryste sig af at have fire mand i top ti.

Det talentfulde landshold udgøres i øjeblikket af Mikkel Bjerg, Andreas Stokbro, der er U23-verdensmesteren i enkeltstart), Magnus Bak Klaris, Jonas Gregaard Wilsly, der forsøger at cykle sig til en professionel kontrakt i Astana, Mikkel Fröhlich Honoré, der er på prøve hos Quick-Step Floors, og Jonas Vingegaard, der fra det nye år begynder som professionel hos Lotto-Jumbo.

De fem danske cykeldrenge tilbagelagde etapens i alt 20,2 kilometer med en gennemsnitshastighed på ca. 54,6 km/t - 13 sekunder foran belgierne.

Præstationen sender dermed Andreas Stokkebro på en tredjeplads, mens Mikkel Bjerg, Jonas Gregard Wisly og Mikkel Fröhlich Honoré tager sig af de efterfølgende tre pladser i løbet. Norske Håkon Aalrust indtager førstepladsen med et forspring på et minut og 54 sek. ned til nærmeste dansker.

Det franske landevejscykelløb Tour de l'Avenir er blevet kørt siden 1961 og er nu det absolut største etapeløb for U23-ryttere.

Dette års udgave består af samlet ti etaper, og der venter endnu to forholdsvis flade etaper, inden det fra på torsdag går løs i Alperne, hvor Jonas Gregaard Wilsly og Jonas Vingegaard ventes at være de stærkeste danske kort.