»Alle kender de fire værste ting, jeg har gjort i mit liv. Det har jeg ingen problemer med«

Han kaldte sin selvbiografi for ”Sorte svin”, og så var tonen slået an. David Nielsen, ny AGF-træner, er i dag parat til sin første rigtige arbejdsdag i sin nye klub, kampdag, tilmed på hjemmebane mod Lyngby, hvorfra han blev hentet for to uger siden, da AGF fyrede Glen Riddersholm.

Nu sidder han her, i en gråmeleret hjørnesofa i AGF’s midlertidige klubhus med en hverdagsagtig flaske vand inden for rækkevidde, og vi begynder dér, med bogen, hvori han i detaljer beskrev, hvordan han i AaB slog medspilleren Allan Gaarde, nu AaB’s sportschef, ned, så David Nielsen fik 20 dages betinget fængsel. Læg dertil masser af historier fra kulissen af fodbolduniverset, såsom at han med vilje forsøgte at tabe en kamp, så hans klub kunne nå med i europæisk fodbold. For så ville han indkassere 300.000 kr. i bonus.

David Nielsen stoppede sin rundtur som aktiv i en norsk klub, derefter gik der fem år, inden han som træner returnerede til dansk fodbold, nu som chef i Lyngby, som han sidste sæson førte til bronzemedaljer og europæisk fodbold.

Har du fortrudt din bog, de ting, du skrev om?

»Det er en del af mig. Og det er en del, jeg ikke har problemer med at tale om. På trods af bogen, så er jeg alligevel blevet fodboldtræner. Det fortæller jo historien. Jeg fortryder ikke, at jeg skrev den bog. Det er jo meget simpelt. Hvis alle mennesker skulle skrive de værste ting, de har gjort i deres liv … hvis offentligheden skulle vide de fire værste ting om dig. Det ville du aldrig fortælle. Alle kender de fire værste ting, jeg har gjort i mit liv. Det har jeg ingen problemer med. Jeg er ikke perfekt. Jeg er ikke perfekt. Jeg prøver heller ikke at fremstå perfekt.«

David Nielsen skruer låget af flasken og tager en tår vand.

»Men jeg kan ikke bruge det til meget. Men jeg kan bruge mine erfaringer; vi går gennem gode og dårlige perioder. Alle, som går fra 20 til 45 år, de udvikler sig. Til det roligere og det mere modne. Sjovt nok har jeg gjort det samme, som alle andre mennesker har gjort i hele verdenshistorien.«

Og fodboldspillere skal have lov til at fejle?

»En angriber lykkes med 15 til 18 pct. af sine aktioner i en kamp. Resten er kiks, dårlige løb, dårlige afleveringer. Du kan ikke bruge et sekund på det, der skete i går, eller da du senest havde bolden. Hverken som træner eller spiller. Det, der skete i går, at jeg vandt bronze med Lyngby sidste sæson, det kan jeg ikke bruge til en eneste – en eneste – ting i dag. Intet kan jeg bruge det til. Intet.«

Hvorfor ikke?

»Det er jo irrelevant. Det, vi gør i dag og i morgen, er det vigtigste. Det er det eneste, der tæller. Du kan sagtens lære af dine erfaringer, men til syvende og sidst skal du præstere nu. Du har været i tingene, der er nogle mekanismer. Det kan du tage med ud fra det, der er sket. Men du bruger det jo kun til at agere i dag og i morgen. Hvis ens fortid definerer en, hvilken fremtid har man så? Hvis du allerede har erobret verden som 20-årig, hvad skal du så?«

Norge er længe siden

At han blev i Norge, skyldtes ikke, at han var persona non grata i dansk fodbold. Han var ikke sat i skammekrogen på grund af sine historier fra fodboldens indercirkler.

»Jeg fik et godt tilbud fra Brann i Bergen, et fantastisk sted. Jeg var der i tre år, jeg faldt godt til, børnene begyndte at gå i skole, så vi blev hængende der som familie. Så tog jeg træneruddannelse, mens jeg stadig var aktiv.«

Nu er du i AGF, er det ikke gået ret hurtigt?

»Jeg føler, at det er længe siden, jeg har været i Norge. Der er ingen tvivl om, at nogle vil sige, at min karriere hurtigt er kommet op at stå. At jeg får lov til at træne AGF, det er en cadeau til det arbejde, jeg har lavet. Jeg er stolt over at få lov til at stå i spidsen for en af Danmarks største fodboldklubber. Mine resultater som træner har været rigtigt gode. Det betyder, at man gør noget rigtigt. Det giver mig troen på, at jeg kan lykkes her. Jeg vil bruge 24 timer i døgnet på det. Den ild, jeg har for at få folk til at vinde, den driver mig. Jeg er urolig, når jeg skal sove. Jeg har ikke lyst til at sove.«

Det intense blik

Når David Nielsen har svaret på et spørgsmål, kigger han indgående, nærmest intenst på spørgeren. Var der mere, du ville, siger blikket.

»Jeg vågner hver morgen klokken fem med ild i maven. Det er det vigtigste. Det er det, som det handler om for mig. Så længe ilden er der, presser jeg mig selv mest muligt. Folk taler om pres. Skal vi tale om pres, så kan vi prøve at køre ud på sygehuset i Skejby, så skal jeg vise dig mennesker, der arbejder under pres. Fodbold er et fantastisk job. Det er et kæmpe privilegium at arbejde med fodbold, og jeg sætter pris på at få lov til det.«

Er du klar til presset i AGF?

»Jeg savner et pres. Vi bliver ved med at snakke om dette her pres, og jeg må bare sige, at hvis AGF er så enestående et eksempel i Danmark på et sted, hvor der er pres, så er det ikke AGF’s problem. Det er alle de andre klubbers problem. Der er ingen, der har præsteret i AGF i 20 år. Den stålsatte tro, som klubben, dens fans og sponsorer har vist, fortæller alt om AGF, og det er derfor, jeg er her.«

Handler det om motivation i AGF’s tilfælde?

»Dette hold har vist, at det kan motivere sig selv. Den del fra min side bliver ikke så vigtig. Det er vigtigere, at jeg er træner, og at det er de taktiske ting, der står øverst. For det er det, spillerne har behov for. Holdet spiller altid med en god attitude.«

Hvad ser du i AGF nu?

»Der er en sulten spillertrup med god kvalitet. Og så tror jeg bare, at alle bare har lyst til at komme i gang med at spille fodboldkampe igen. Min opgave er ikke at skrue på tusind forskellige knapper. Det handler om at ændre få ting, som jeg synes, er vigtige.«