Fortsæt til indhold
Sport

Det canadiske løbeikon Ed Whitlock er død

Ed Whitlock har 22 verdensrekorder. Mandag døde han af prostatakræft.

Ed Whitlock nåede lige at blive 86 år gammel, men i tiden op til sin død kan man ikke ligefrem påstå, at han lå stille.

Fra sin pensionering, da han var 61, og til sin død, slog han adskillige verdensrekorder i langdistanceløb.

Han var den første til at komme under tre timer af personer over 70, da han som 72-årig løb 2.59,09 – en tid han i øvrigt forbedrede med fem minutter året efter.

Men mandag bukkede han under for en kræftsygdom.

»Ed Whitlocks familie må desværre meddele, at han døde 13. marts 2017 af prostatakræft. Han blev 86 år den 6. marts. Hans visdom og karakterstyrke vil blive savnet af hans kone Brenda, sønnerne Neil og Clive og hans søster Catherine,« skriver familien i en pressemeddelelse.

Sidste år blev han den første 85-årige, der løb et maraton på under fire timer (3.56,38).

Ed Whitlock trænede hver dag på en kirkegård, der lå tæt ved hans og hustruens Brendas hus i Toronto i Canada.

På spørgsmålet om, hvorvidt han skulle begraves på selvsamme kirkegård, svarede han:

»Ha, ha, det vil vise sig. Det kan jo blive i næste uge, hvem ved.«

Ifølge Runners World havde Ed Whitlock 22 verdensrekorder.