Når man var presset i skole og kiggede op fra myslien...
Hvis Tom Kristensen bliver ked af det, sender Hanne ham over blandt medaljerne og pokalerne. Men han fortryder ikke, at han stoppede med at køre race.
Tom Kristensen siger selv, at han ikke har haft tid til at spekulere alt for meget over karrierestoppet. Var det for tidligt? Kunne han have kørt endnu?
Det kom for tre år siden. Velovervejet. Gennemtænkt. Men også mens han stadig var på toppen, selvom han var 46 år gammel. I de godt tre år har han stort set kun haft et halvt år, hvor han koblede lidt af med kun en uges arbejde om måneden.
Det var starten af i år, da familien med Hanne og de tre børn boede i Florida, for at nå den oplevelse, inden den ældste, Oliver, skulle studere på CBS.
»Alt er rigtig godt, og når Hanne kan se, at jeg er ked af det, siger hun, at jeg skal gå herover og se på det,« siger Tom Kristensen.
”Herover” er en elegant erhvervsbygning, der ligger i forbindelse med det nye hus, der er bygget med udsigt over Mariager Fjord på Tom Kristensens Vej 1.
”Det” er de utrolige mængder af medaljer, pokaler, kørerdragter, hjelme og fotografier, der er blevet indrettet, så det ligner et Tom Kristensen-museum. Det eneste, der mangler for at fuldende billedet af en garage, er den manglende brændstoflugt – duft vil Tom Kristensen nok sige – og oliepletter på gulvet.
Alt er pinligt ret og lever op til den disciplin, som Tom Kristensen krævede af sig selv og sine omgivelser i den 40 år lange karriere.
»Jeg er sikker på, at jeg stoppede på det rigtige tidspunkt, selv om jeg selvfølgelig savner det. Det gjorde også beslutningen svær og følelsesladet,« siger Tom Kristensen, der dog ikke vil medgive, at følelserne var ved at løbe af med ham.
»Det kan da godt være, at der var lidt fugtigt ved øjnene, men det kommer der også, hvis man kører stærkt og visiret ikke er helt lukket,« siger han uden at fortrække en mine.
I 40 år drejede hele hans liv sig om alle facetterne inden for motorsport lige fra at bo fem år i Japan for at få et gennembrud til de ni Le Mans-titler.
Men hvad så bagefter?
»Jeg ved ikke, hvad stoppet gør ved min identitet, jeg har ikke haft tid til at tænke over det, men jeg vil sige, at jeg stadig er ”i ting”, der er opstået i forbindelse med min sport.«
En af de ting er, når han er grandmarshal – overdommer – ved forskellige løb. Lige efter karrierestoppet i 2015 var det ved langdistanceløb som Le Mans og Daytona.
Valget er truffet
»Jeg sad til middag ved hovedbordet sammen med Rolex, fordi de ville fejre min karriere. Jeg var lige færdig med min bøf og skulle have et glas rødvin, før desserten rullede ind. Der faldt mørket på. Ud af det store vindue på Le Mans kunne man se ned til Mulsanne-svinget...«
I fem sekunder forsvinder Tom Kristensens bevidsthed ud af mødelokalet, han strammer læberne, og som en dreng laver han lyden af en LMP1-racer, der gearer ned på vej ind i svinget, han spænder i halsmusklerne, som sad han inde i bilen og skulle til at modstå de 5g, som tyngdekraften om lidt presser hans hoved ud mod siden af bilen, hænderne knytter sig om et imaginært rat, han får rettet bilen op »dwuurt, dwuuuurt, dwuuuuuuuurt« og skifter igennem alle gear for at få fart på raceren op ad den næste langside, og...
»Den kontrast ramte mig. Det er jo derude, jeg skal være. Men nu sad jeg udenfor, og det var det valg, jeg havde taget. Og da jeg senere stod i Daytona og kiggede på en bil og tænkte ”hvis den bil vælger de der dæk, så kan den gå ud og gøre det onde ved dem her i natten”. Der har man lyst til at være med. Sådan er det, når der er racerblod i årerne. Men det er ikke noget, der gør, at jeg tænker, at jeg skal være med igen.«
Vi sidder i et mødelokale, hvor der på endevæggen er et 15 kvadratmeter væg-til-gulv-til-loft-foto af hovedpersonen.
Det er taget bagfra, hvor han med ryggen til står og sprøjter champagne ud over en gigantisk menneskemængde, hvor Dannebrog stikker op som rød-hvidt pejlemærke blandt bilfabrikanternes overdesignede logoer. En af de mange Le Mans-sejre fanget i klimaks.
Kunne han gøre det igen?
»Jeg kan godt sætte mig ind i en bil igen, men ville jeg klare det lige så godt nu, som jeg ville før? Nej, for ud over fysikken har jeg har ikke overholdt alle de andre ting, der skal til. Går du all in, træner du hver dag, du er ude i bil mange gange. Er man professionel, er der ingen vej tilbage. Men jeg kan sagtens sætte mig ind og gøre det på et godt niveau, men jeg tror bare ikke, at jeg selv vil være tilfreds. Nogen vil måske sige, at det var godt, men jeg vil ikke være tilfreds. Men det er ikke den tankegang, jeg har, det må du ikke misforstå. Det er kun, fordi du spørger.«
En ekstra omgang
Når man sidder som knægt, man er presset i skolen, og man kigger op fra myslien, og ens mor siger ”der er kun én ud af en million, der kan komme til at leve af racersport”, og man får øjenkontakt med sin far – man får lige blikket med fuld opbakning – og så siger man ”ja, mor, du har helt ret”.
Fysikken holdes i top, fordi han træner Audis kørere. Da han selv kørte, var han en af dem, der var i bedst form.
»Når vi kom ud til banerne, løb jeg dem altid sammen med de andre, og når de andre stoppede, kunne jeg godt finde på at tage en ekstra omgang. Det kan min krop godt mærke nu, og det kunne den også det sidste år som aktiv, fordi bilerne var de mest krævende biler i verden.«
Arbejdet betyder, at han har haft en enorm rejseaktivitet, siden familien for et halvt år siden kom hjem fra Florida.
»I sidste uge var jeg i Singapore, ugen før i Wien. Så var jeg i London, på Lanzarote til træning, før det i Kina, i Abu Dhabi til det sidste løb i Formel 1, og så var jeg i USA med Rolex og Audi.«
Rejserne dækker over, at han sidder som præsident for ”drivers commission” – kørernes talsmand – det internationale motorsportsforbund, er Rolex-ambassadør og rollen som træner hos Audi, hvor han også er med til løbene. Ved siden af er der firmaet i Hobro – byen, der betyder så meget for Tom Kristensen.
I mødelokalet serverer han morgenmad, og midt i det hele står den på en bitter.
»Nu er vi jo i Hobro, og journalister fra 1970’erne og 80’erne de kunne finde ud af at drikke. Den her Dr. Nielsen, den er fra Hobro. Skål,« siger Tom Kristensen og nikker anerkendende for sig selv, »den er ikke så dum«.
Motorsporten blev stueren
Efter mange år i udlandet og bopæl i Monaco er han vendt hjem til det land og den by, der betyder så meget for ham. Det blev han også mindet om, da han blev Årets Sportsnavn i 2002 og igen i 2005.
»Det betyder utrolig meget. Den repræsenterer det officielle Danmark. Det politiske, Jyllands-Posten, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund med alle forbundene. Jeg var den første racerkører, der fik den, så det var et gennembrud for motorsporten, hvor den blev gjort stueren.«
Samtidig kunne han mærke støtten fra Danmark. Det var en anerkendelse, der betød noget for hans familie.
»Når man sidder som knægt, man er presset i skolen, og man kigger op fra myslien, og ens mor siger ”der er kun én ud af en million, der kan komme til at leve af racersport”, og man får øjenkontakt med sin far – man får lige blikket med fuld opbakning – og så siger man ”ja, mor, du har helt ret”. Det var en kæmpe blåstempling af sporten, men også en utrolig glæde for mig selv.«
Og måske sidder der en knægt ikke så langt fra Tom Kristensens Vej 1 og spiser mysli og får det blik fra sin far. Tom Kristensen håber, at han kan hjælpe ham.
»Vi har et fint gokartanlæg i Nysum, hvor jeg hjælper til med at designe banen. Jeg har ikke så meget jord under neglene, men jeg er absolut med derude, og jeg håber, at jeg kan være med til at finde den næste store stjerne. Det vil være fedt, hvis han kan komme fra gokartbanen herude.«