Ekspert efter Rusland-afsløring: Der er flere dopinglande derude
Rusland er i ny rapport afsløret i omfattende og organiseret dopingsnyd. Ekspert er ikke overrasket og tror, der er flere syndere endnu.
De russiske myndigheder har været dybt involveret organiseret snyd med dopingprøver og russiske atleters brug af doping. Det er konklusionen på en netop offentliggjort rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada).
Den omfattende og systematiske fremgang hos russerne har rystet såvel Anti Doping Danmark såvel som IOC-medlem Poul Erik Høyer. Men Jens Sejer Andersen, chef for Play the Game, en organisation der undersøger etik, demokrati og gennemsigtighed i sportens verden, er knap så overrasket.
»Når man har fulgt dækningen fra tyske ARD, Sunday Times og en tidligere Wada-rapport, så var der tydelige tegn på, at den russiske regering vidste, at der var udbredt doping, og at den måske endda billigede og fremmede brugen af doping. Derfor ville det nok være mere overraskende, hvis rapporten havde sagt, at der ikke var involvering,« siger han.
Efter at have fulgt offentliggørelsen af rapporten mener han samtidig, at beviserne i undersøgelsen er så uomtvistelige, at Rusland ikke kan børste det af sig uden videre. Og dét stiller resten af sportsverden overfor et stort dilemma.
»Rapporten er så overbevisende, at det må være meget svært at afvise den som et stykke politisk bestillingsarbejde, der skal genere Rusland mest muligt.«
»Tværtimod så stiller den IOC over for et meget vanskeligt valg. Enten så påtager man sig en konfrontation med den både politisk- og idrætsmæssige stormagt Rusland - som rapporten giver grundlag for - eller også afviser og negligerer man rapporten og sætter det internationale doping arbejdes troværdighed fuldstændig over styr,« siger Jens Sejer Andersen.
Alt andet lige tror han dog ikke, Ruslands slipper uden en form for straf.
»Det er ikke et behageligt valg, og derfor bliver der nok allerede udfoldet en hel del bestræbelser i kulissen for at finde en løsning. Men jeg kan ikke se andet, end at den løsning må indebære nogle hårde konsekvenser for Rusland i forbindelse med det forestående OL.«
Om konsekvensen bliver en decideret udelukkelse fra OL, som både Wada, Anti Doping Danmark, Danmarks Idrætsforbund og det danske IOC-medlem Poul Erik Høyer støtter, er han ikke fuldstændig skråsikker på.
»International idræt er så gennemsyret af politiske intriger, at jeg ikke skal kaste mig ud i noget gæt. Men ud fra en hvilken som helst nøgtern og saglig tankegang, så må det have konsekvenser for Rusland, at det nu bliver udstillet og dokumenteret, at den russiske regering har spillet en direkte rolle i at forfalske dopingprøver,« siger han.
Et af Ruslands argumenter i kampen mod udelukkelse kan ifølge Jens Sejer Andersen blive, at der må være flere lande i verden, der også snyder systematisk. Han har selv konkrete bud på nogle.
»Vi snakker andre totalitære systemer i verden, hvor staten har en stærk rolle i idrætspolitik: Kina, Aserbajdsjan og en række arabiske lande. Der kunne man godt tillade sig at spørge, hvor uafhængig dopingkontrollen er. I Kina er formanden for den olympiske komite og sportsministeren en og samme person, og det samme gælder Aserbajdsjan.«
»På den måde kan Rusland jo også klage: ”Hvorfor er det os, der bliver peget på?” - det kan der være genklang i. Men det er jo vilkårene for al snyd. Det er ikke så godt at blive opdaget,« siger Jens Sejer Andersen.