De store følelser kolliderer i Nice

Brexit har efterladt England i en choktilstand, og emnet er også blevet vendt på det engelske landsholds pressekonferencer. Island surfer til gengæld rundt på en bølge af eufori.

Artiklens øverste billede
De engelske spillere strækker ud under træningen før mødet med Island. Ud over at trækkes med rollen som favorit i mandagens ottendedelsfinale har spillerne også skulle forholde sig til brexit. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP

PARIS — Denne sang har været de engelske fans’ favorit under dette EM. Lettere forkortet går den således: »Don’t take me home, please don’t take me home, I just don’t wanna’ go to work. I wanna stay here, drink all your beer, please don’t take me home!« – »tag mig ikke med hjem, jeg vil ikke på arbejde, jeg vil blive her og drikker alle jeres øl« – er en løselig oversættelse.

Sangen har på en eller anden måde fået et andet skær efter fredagens brexit. Er den blevet et desperat råb om, at derhjemme venter en dyster fremtid? Eller er det stadig den gode, gamle britiske bulldog-humor?

Normalt bliver der kigget skævt til de britiske fans, fordi de godt kan lide at slå på tæven, men nu gælder det noget andet. Nu har de meldt sig ud af det fællesskab, som vi andre er med i. Kan I ikke lide os længere?

En anden sang er den engelske nationalsang, ”God Save the Queen”. Ingen anden nationalsang bliver sunget højere før en fodboldkamp. Så står de sgu sammen, englænderne.

Men hvad er det for en version, som vi kommer til at høre mandag aften klokken lidt i 21 i Nice, når England møder Island?

Bliver den sunget med den sædvanlige passion, eller kan man høre tvivlen i den britiske røst?

Et givet resultat?

Før brexit overhørtes en samtale mellem to engelske journalister. Den ene mente, at resultatet var givet på forhånd. England ville forblive i EU. Ræsonnementet var, at alle dem, der ville stemme imod, jo var i Frankrig for at se fodbold.

Sådan er fordommene om disse engelske fodboldfans. At de har nok i sig selv. Ingen skal lære dem noget som helst. Det er nogle stolte mennesker. Holder den tese, kommer vi til at høre den højeste udgave af nationalsangen nogensinde.

I den engelske lejr har brexit også været oppe at vende.

På dagen for afstemningen blev Wayne Rooney spurgt om, hvad han havde stemt. Han afviste at gå ind i diskussionen og ville ikke engang sige noget om, hvorvidt han havde stemt.

Dagen efter – da resultatet var kommet – var det Harry Kane, der sad med ved den officielle pressekonference. Han var heller ikke meget for at tale om det følsomme emne, og det blev nærmest en pine, da han blev spurgt. Han fik sagt, at han ikke havde tænkt ret meget over det, fordi han fokuserede på at spille for England. Der havde da været samtaler blandt spillerne, men Harry Kane mente ikke, at det var noget, der blev fokuseret specielt meget på.

»Jeg tror ikke, at nogen af os ved nok om det til at kommentere det,« sagde Harry Kane.

Måske er det, fordi det er for følsomt et emne.

Italiensk analyse

Det var det tilsyneladende ikke i den italienske lejr, hvor emnet også kom op.

På dagen for brexit var det forsvarsspilleren Giorgio Chiellini, der stod til rådighed for pressen: »Den største bekymring bør være en eventuel dominoeffekt forårsaget af den britiske beslutning, men jeg tror ikke, at et britisk exit kan ændre balancen i hele den europæiske økonomi eller verdensøkonomien bortset fra den halsbrand, som vi vel alle føler i disse dage. Afstemningen er et symbol på en generel diskussion, som man bør tage i Italien og over hele Europa. Men jeg mener ikke, at denne utilfredshed bør føre til en opløsning af unionen,« sagde Chiellini.

Inden man vrænger på næsen ad Wayne Rooney og Harry Kane for ikke at ville tale om så vigtigt et emne, skal det indskydes, at Giorgio Chiellini har en akademisk grad i økonomi og handel fra universitetet i Torino.

Han taler med andre ord med en vis ballast.

Nu skal englænderne møde Island, hvor følelserne også brager rundt.

Sejren over Østrig bragte det lille ørige ud i en eufori, der kun kan bringe smil på læberne.

For de islandske spillere har EM hidtil været én lang fest. Her fejrer Arnor Ingvi Traustason det mål, han scorede til 2-1 mod Østrig, sammen med Birkir Bjarnason. Foto: Martin Meissner/AP

På tribunen gik de islandske journalister i selvsving. De sprang op og jublede ved begge scoringer og deltog endda i jubelsangen.

Da Elmar Bjarnason fik plads på fløjen, kunne tv-kommentator Gudmundur Benediktsson næsten ikke følge med. Han dirigerede de tre fremadstormende spilleres løb, og da Arnór Yngvi Traustason scorede det vindende mål og slutfløjtet lød, råbte han »aldrig har jeg haft det så godt«.

Familien med til kamp

Den følelse kunne også ses på banen, hvor spillerne fejrede med de mange medrejsende fans. Længe blev de stående nede foran ”tólfan” – ”12’eren”, islændingenes svar på roligans – og der var en stærk samhørighed mellem spillerne og menneskemængden.

Det var ikke os og dem. Det var bare os. »Vi klarede det sammen.«

Eller som den islandske jernmand Kari Arnason udtrykte det: »Det er som at have sin familie med til kamp. Jeg kender omkring halvdelen af dem, eller jeg har i hvert fald set dem før.«

Efter kampen gik de som sejrherrer igennem den såkaldt mixedzone, hvor journalisterne venter. Det er som at sammenligne med en kostald, hvor spillerne død og pine skal gå bag et hegn hele vejen hen til udgangen. Så kan de vælge, om de tager store hovedtelefoner på og ignorerer spørgsmålene, eller om de stopper.

Alle islændingene stoppede. De stoppede flere gange. Faktisk stoppede de hver gang, der bare var den mindste opmærksomhed.

Den tidligere FCK’er Ragnar Sigurdsson var en af de første, og han svarede på islandsk, engelsk og dansk.

Kari Arnason var nærmest ikke til at trække ud. Han talte så længe, at man skulle tro, at han var ved at øve sig i at lave en filibuster-tale til det amerikanske senat.

Det var først, da der kom en holdleder og gennede flokken ud til bussen, at islændingene stoppede. De ville have det hele med.

Nu mødes to af de hold, som følelserne bobler rundt om: islændingene er tilpasse, lidenskabelige og sorgløse. Englænderne er forvirrede, usikre og fortabte.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.