De fik en. Så fik de fire. Så solgte de huset for at få plads til endnu flere. Nu har de 15 greyhounds

Med mundkurv og blottede tænder vælter seks hunde ud af startboksene, og lynhurtigt rammer de topfarten på omkring 70 km/t. Bagerst med det røde dækken ligger outsideren Molly Maroon, der har kvalificeret sig til finalen i den dårligste tid af alle.

Men sådan er det altid. Molly Maroon er som regel den sidste hund ude “af boksen”. På sidelinjen står hundens ejer Daniel Føhns. Han håber på, at han snart kan kalde sig for ejer af europas hurtigste hund, selvom oddsene på Molly Maroon er de dårligste i feltet.

Løbet fandt sted i Sverige i 2010 og er et af højdepunkterne i historien om familien Føhns, der forlod de sikre rammer i parcelhuset i Birkerød til fordel for 15 greyhounds og en nyfunden passion for hundevæddeløb.

Historien begynder i 2002, da familien Føhns ville have endnu en hund. De havde i forvejen en belgisk hyrdehund og havde netop fået aflivet deres dalmatiner, der var ustabil og bed. En cocktail, der ikke gik godt i spænd hos en familie på fem, hvoraf tre var mindre børn. Derfor gik de på jagt efter en stabil familiehund.

Heidi Føhns er moderen i familien. Hendes opvækst var fyldt med hunde, og hun mente derfor, at det var både rart og sundt at have firbenede følgesvende med i sin opvækst - og gerne mere end en.

Hendes mand, Jesper Føhns, var derimod af en anden overbevisning og havde aldrig været det store hundemenneske. Han havde dog accepteret, at hvis han ville have Heidi i sit liv, så fulgte der hunde med.

Bevæbnet med Politikens Hundeleksikon fik Jesper ansvaret for at finde frem til den hunderace, der kunne passe ind i familien.

»Det skal være sådan en der. Også skal vi i gang med at løbe væddeløb med den,« sagde han, da han kom til siden med greyhounds.

En ret grim hund

Det krævede dog en del overtalelse at få Heidi overbevist om, at det var en greyhound, som familien var på udkig efter.

Måske har man kun mødt en greyhound iført den lovpligtige mundkurv og snor, når den er på gåtur med sin ejer. Eller måske har man blot oplevet racen på tv og film, hvor den med blottede tænder løber væddeløb - drevet af sit dyriske instinkt. I så fald kan det være meget svært at forestille sig, hvordan sådan en hund passer ind i sofaen som familiehund.

Sådan havde Heidi det, men hun havde også en anden bekymring ved de muskuløse fartdjævle.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var en ret grim hund. Den var alt for tynd og havde næsten ingen pels i forhold til de hunde, som jeg var vant til at omgås,« fortæller hun.

Efter en masse research, et besøg på væddeløbsbanen og et lidt mere kritisk besøg hos en familie, der havde greyhounds som almindelige familiehunde, faldt valget dog på den hurtigste hunderace i verden.

Flere greyhounds

Herfra gik det kun en vej med interessen for greyhounds, og i løbet af de næste fem år flyttede der yderligere tre greyhounds ind på matriklen i Birkerød. I takt med at pladsen blev mere trang, og haven blev pløjet mere og mere op af de hurtige dyr, kom Jesper og Heidi frem til, at et parcelhus ikke var den bedste base, hvis der skulle være plads til flere hunde.

For flere hunde, det skulle der være plads til. Det meste af familiens fritid gik efterhånden med hobbyen, og deres hunde var på dette tidspunkt blandt de bedste i Danmark, så det var nærliggende at udvide foretagendet yderligere.

Derfor solgte parret parcelhuset i Birkerød og købte et nedlagt landbrug lidt udenfor Holbæk. Her blev den tidligere hestestald indrettet med plakater, sofaer og madrasser, som hundene kunne boltre sig på. Udenfor stalden var der yderligere 10.000 kvadratmeter mark, hvor dyrene kunne brænde energi af, når de havde lyst.

»Vi flyttede for hundenes skyld og for at få bedre muligheder for at dyrke sporten,« siger Heidi Føhns.

I dag har familien 15 greyhounds og et enkelt gadekryds, der selvfølgelig er 50 pct. greyhound.

Daniels hund

Parrets ældste søn Daniel kom hurtigt til at dele forældrenes interesse for hundevæddeløb, og han fik derfor en hund, som han kunne kalde for sin egen. Efter et par år måtte den desværre aflives, da den pådrog sig en uoprettelig skade under et løb.

Som et forsøg på at gøre Daniel glad igen tilbød Heidi ham at købe en ny hund til ham.

Daniels kriterier var, at det skulle være en tævehvalp, og at den skulle have striber.

Heidi gik straks igang med at lede, men da der kun bliver født to-tre kuld greyhounds i Danmark om året, var det en større opgave. Det lykkedes hende dog at finde frem til en stribet tævehvalp i Sverige, der tilmed kun kostede 4.500 kr. Hunden hed Molly Maroon.

»Det var ret billigt. Normalt betaler man mellem 6 - 9.000 kr. for en greyhound-hvalp,« fortæller Heidi Føhns.

Ikke for pengene

I modsætning til andre steder i verden, er hundevæddeløb ikke særligt udbredt i Danmark, og derfor er der heller ikke ret mange penge at tjene på sporten.

I lande som Irland, USA og Australien er sporten kæmpestor, og alene pengespillet omkring sporten er en millionindustri.

Det mest prestigefyldte greyhoundløb er Melbourne Cup, der finder sted en gang om året i Australien, og her er pengepuljen på ca. 5 mio. danske kroner, og vinderen kan forlade den 515 m. lange rundstrækning med ca. 1,7 mio. danske kroner ekstra på lommen.

Når Heidi og Jespers hunde løber væddeløb på de to danske baner, er der typisk mellem 300 og 500 kr. til vinderen. Ved de større løb i Danmark ligger førstepræmierne på omkring 4.000 kroner, men dem er der kun en håndfuld af om året.

»Økonomien løber rundt for os, men det er kun fordi, at vi har nogle hunde, der vinder en del. I Danmark er det desværre ikke en sport, som man kan blive specielt rig af,« siger Heidi Føhns.

Hun fortæller derimod, at sporten har givet familien noget helt andet, som man ikke kan sætte en pris på.

»Hundene har betydet rigtig meget for os. Vi bruger jo al vores fritid på dem. Det er rigtig rart at have en fælles hobby som ægtepar. Vi er begge to helt vilde med det, og vi er sammen om det her, og vi tager ud til løb sammen næsten hver eneste weekend,« siger hun.

Derudover går parrets årlige ferie som regel til Irland for at se hundevæddeløb under større forhold.

Doping finder sted

Hvor der er store penge på spil, vil der også være folk, der forsøger at snyde sig til en sejr. Det er der som nævnt ikke i Danmark, og derfor findes der ikke doping blandt de danske væddeløbshunde, fortæller Heidi..

Parret har dog set hunde, som de er overbeviste om, har været dopede, når de har været rundt i Europa til internationale løb.

»Det kan være hunde, der pludselig falder om midt under et væddeløb, eller hunde der ikke er i stand til at støtte på bagbenene, efter de er kommet i mål,« fortæller Heidi Føhns.

Derudover har de oplevet en hollandsk ejer, der stak af med sin hund, da den blev kaldt ind til den obligatoriske dopingtest efter en sejr. Arrangørerne fik dog fat i ejeren i telefonen, da han sad i sin bil og var på vej væk, men han nægtede at komme tilbage, og derfor blev hans hund frataget sejren.

»Det vil man jo ikke gøre, hvis man har rent mel i posen. Han har sikkert tænkt, at “går den, så går den”, og ellers må jeg bare få benene på nakken,« siger Heidi Føhns.

Den dyreste hund

Når man investerer i en greyhound hvalp, kan det være en fordel, at se på hundens forældre. Særligt hvis man har intentioner om, at hunden skal deltage i væddeløb. Det kan dog være en dyr affære, hvis man vil have en hund, der er garanteret succes på banen, for sådan en hund kan koste i omegnen af 50.000 kr.

Den dyreste hund, familien Føhns har købt, blev hentet hjem fra Irland. Den kostede 12.500 kr, og familien er enig om, at den har været alle pengene værd. Hillcross Holly, som hunden hedder, har nemlig blandt andet et dansk mesterskab, et dansk derby, og et dansk mesterskab i veteranklassen i trofæskabet.

Molly Maroon er dog en anden snak. Med sit prisskilt på 4.500 kr. er hun nemlig den billigste hund, parret har investeret i. Hun har dog vist sig, at være mindst lige så vindende, som den dyrere hund fra Irland.

»Det var en rent lykketræf med Molly. Det viser bare, at man ikke altid kan regne med, at de dyreste hunde er vinderne. Generne har selvfølgelig noget at sige, men det kan ligeså godt være tilfældighederne, der afgør, om en hund bliver en vinder,« fortæller Heidi Føhns.

Europamesterskabet

Det var Jesper Føhns, der placerede Molly Maroon i boksen i Sverige til europamesterskabet i 2010. Som den sidste peptalk klappede han hende på ryggen og hviskede til hende, at hun bare skulle forsøge ikke at komme på sidstepladsen.

»En femteplads vil være helt okay,« sagde han til hunden.

Da der var omkring 200 m. tilbage af finalen, lå Molly Maroon på femtepladsen. Og så ramte hun topniveauet. Hun satte de absolut sidste kræfter ind, og med ganske få meter tilbage passerede hun den forreste hund i feltet. Molly Maroon, der formentlig var den billigste hund i feltet den dag, vandt europamesterskabet i 2010.

»Daniel græd af glæde, og Jesper kastede sig rundt på banen i ren eufori. Det var en kæmpe oplevelse,« siger Heidi Føhns.

I dag er Molly Maroon pensioneret. Normalt sælger parret hundene videre som familiehunde, når de når seks-års alderen, da farten og lysten til at løbe væddeløb som regel går af hundene. Molly Maroon er dog en af de hunde, som Heidi og Jesper har valgt at beholde på gården - lidt uden for Holbæk.