Ekspert: Dansk Boldspil-Union er på kant med loven før landskamp
EM-kvalifikation: Ifølge Institut for Menneskerettigheder kan DBU se frem til »adskillige klager« til Ligebehandlingsnævnet efter kommende albansk fodboldinvasion i Parken.
København bliver på fredag ramt af en albansk fodboldinvasion til den udsolgte landskamp i Parken mellem netop Albanien og Danmark. Københavns Politi forventer, at 5.000-7.000 tilhængere med sympati for Albanien kommer til kampen ifølge Københavns Politi.
Der kan kun være 2.150 tilskuere på det afsnit i Parken, der er forbeholdt albanske tilhængere. Derfor har flere tusinde albanere fra hele Europa samt danske statsborgere med albansk herkomst købt billetter til afsnittene med danske tilhængere.
Det skaber så store sikkerhedsudfordringer for Dansk Boldspil-Union (DBU), at den ifølge repræsentanten for herboende albanske fodboldtilhængere, Dreton Bytyqi, vil afvise danskere i at komme på baggrund af deres albanske herkomst. Det kan ifølge Institut for Menneskerettigheder (IMR) være et brud på forskelsbehandlingsloven.
»Jeg tror, at konsekvensen bliver, at Ligebehandlingsnævnet modtager adskillige klager. Afgørelsen i hver enkelt sag kommer til at handle om den konkrete afvisning,« siger juridisk rådgiver i IMR, Nanna Krusaa.
Kontakt til billetkøbere
Hvis DBU på fredag ved Parkens indgange afviser danskere med albansk herkomst via eksempelvis deres udseende eller navn, gør unionen ifølge Nanna Krusaa sig skyldig i indirekte forskelsbehandling, hvilket kan resultere i godtgørelse til de afviste. Hun henviser til en lignende sag fra 2013, som FC København tabte.
DBU oplyser, at den til denne kamp har ledt efter og udvalgt billetkøbere med albansk-klingende navne og derefter kontaktet dem for at høre, om de er albanske tilhængere. Det kan allerede være et brud på Forskelsbehandlingsloven.
Dansk Boldspil-Union oplyser også, at den i afvisningen af albanske tilhængere vil sortere ud fra albanske landsholdstrøjer, halstørklæder og andre kriterier, som DBU ikke vil fortælle om.
De etniske albaneres repræsentant, Dreton Bytyqi, er dansk statsborger og har boet i Danmark i 23 år. Han har stået for kontakten mellem albanske fodboldtilhængere i Danmark og DBU og Københavns Politi. Han deltog selv i et møde mellem parterne.
»Vi har haft en god dialog med DBU, men under det møde var det klokkeklart, at du bliver afvist uanset hvad, hvis du har albanske rødder og tager ind til Parken, selv om du er dansk statsborger. Det var udmeldingen til os fra DBU. Det er kun pæredanskere, som må sidde der,« siger han og forudser, at det vil frembringe »had og frustration«, hvis albanske tilhængere afvises ved indgangene.
DBU afviser dog at ville sortere efter etnicitet.
Intet i Københavns Politis efterretninger tyder på, at de albanske tilhængere normalt er voldelige, men heri er DBU uenig.
»Vores efterretninger siger, at der er en sikkerhedsrisiko. Blandt andet fordi mange hundrede albanske fans har købt billet til hjemmeholdets afsnit. Det forholder vi os til,« siger kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer.
Hvor har I det fra?
»Fra forskellige steder. Det er Uefas anbefaling, at man adskiller hjemme- og udeholdets fans, og det prøver vi at leve op til. Den er ikke meget længere. Tænk, hvis noget gik galt. Det ville være en meget trist situation.«
Forberedt på det værste
DBU’s beslutning om at afvise albanske fans giver Københavns Politi en usædvanlig udfordring med tanke på, at det er en landskamp. Kampen behandles som et opgør mellem FC København og Brøndby ifølge politiinspektør Peter Dahl.
»Vi er nødt til at forudse, at vi i værste fald kan stå med 3.000-4.000 tilhængere på Øster Allé (gade mellem Fælledparken og Parken red.), som troede, at de skulle til fodbold, men det skal de ikke. Vi er nødt til at forberede os på det værste,« siger han.
DBU understreger, at unionen ikke er ude på at diskriminere nogen, men bøjer ikke sikkerhedskravene for at undgå sager ved Ligebehandlingsnævnet.
»Vi må beklage, hvis vi står i den situation, men vi gør dette for at have en sikker kamp for de danske og albanske fans,« siger kommunikationschef Jakob Høyer.