Fortsæt til indhold
Sport

DBU trækker lod om EM-billetter

Af JAN B. JENSEN

De mest optimistiske danske fodbold-tilhængere kan allerede nu stille sig op i køen for at købe billetter til Danmarks kampe ved EM-slutrunden i Belgien og Holland næste år.

Selv om Danmarks EM-deltagelse endnu er uvis, er DBU klar til at modtage billet-ønsker fra danske tilskuere.

Det haster dog ikke, da en plads forrest i køen ikke er ensbetydende med en andel i det begrænsede antal billetter, som Danmark vil få til rådighed.

DBU har besluttet at fordele billetterne ved en lodtrækning blandt alle indsendte ønsker.

Det er den samme metode, som EM-arrangørerne vil benytte sig af, hvis antallet af interesserede er højere end antallet af billetter.

EM-arrangørerne indleder i disse dage første fase af billetsalget.

To billetter pr. næse

I første mogang sætter det europæiske fodboldforbund, UEFA, udelukkkende et antal billetter til uspecificerede kampe til salg, og der er en begrænsning på to billetter pr. køber.

Der er således frem til 7. maj mulighed for at bestille to billeter til hver af de uspecificerede kampe.

De tilskuere, der gerne vil vide på forhånd, hvilke kampe, de køber billetter til, må vente til december. Lodtrækningen til de enkelte grupper foretages først 12. december, og UEFA har sat 31. marts 2000 som sidste frist for billet-ønsker til navngivne kampe.

De 14 slutrunde-deltagere, når man ser bort fra værtsnationerne Holland og Belgien, vil få tildelt en kvote svarende til 16 procent af tilskuerkapaciteten på de stadions, hvor deres kampe skal spilles.

Tallet er 20 procent, hvis modstanderen er enten Holland eller Belgien.

1,2 mio. billetter

Ialt vil der blive trykt 1,2 millioner billetter til de 31 kampe, som spilles på otte stadions.

400.000 bliver fordelt ved offentligt salg, mens andre 400.000 går direkte til de 16 deltagerlande. De sidste 200.000 er reserveret til lande, der ikke har kvalificeret sig, og UEFAs sponsorer.

De resterende 200.000 pladser kommer ikke i salg, idet pladserne enten inddrages som arbejdspositioner for den skrivende presse, TV-og radiokommentatorer eller TV-kamerapositioner. Endelig udgår en antal af disse pladser helt på grund af sikkerhedsområder.

Billetpriserne varierer fra 200 kr. til 600 kr. i den indledende runde, mens det koster mellem 550 kr. og 2000 kr. at overvære EM-finalen.

Systemet er underlagt lovgivning i EU og de to værtslande, og der vil ikke blive solgt billetter til rejsearrangører.