Fortsæt til indhold
Sport

Anders Nyblom chanceløs

De dårlige forberedelser op til OL indhentende den danske bryder.

Af DAN PHILIPSEN, spn.dk’s udsendte medarbejder

Beijing

Anders Nyblom er færdig ved OL.

Ganske som frygtet kunne danskeren ikke stille noget op i 55 kg-klassen mod sydkoreaneren Park Eun-Choi.

Begge perioder blev tabte forholdsvis klart med 1-3 og 0-5.

»Det føles pisse irriterende. Jeg var først ved at være varm, da det var ovre,« sagde Anders Nyblom til spn.dk umiddelbart efter nederlaget.

Med blod på tænderne efter en flækket overlæbe gjorde Nyblom status.

»Det gik, som jeg frygtede at det ville gå,« sukkede han.

En kamp i græk-romersk brydning består af to stilarter. Først brydes der stående. Derefter siddende. Stående var det en helt lige kamp. Nyblom tog sågar føringen i første periode, da han fik skubbet koreaneren ud af måtten. Men forskellen var tydelig, da kampen skulle afgøres i den liggende disciplin, den såkaldte parterre.

»Mit forsvar i parterre var ikke godt nok. Det var der, at han scorede alle sine point. Det må virkelig have set for let ud, og det piner mig ad helvede til. Hvor var det ydmygende for mig.«

Hvorfor er det ydmygende?

»Det er det bare.«

Var det formen i parterre, der afgjorde kampen?

»Jeg har ikke ligget og kørt parterre i timevis, så jeg kan det på rygraden,« sagde Nyblom med henvisning til den lange, ødelæggende skadesperiode.

Danskeren entrede Måtte B med en forbinding om knæet som et tydeligt bevis på, at skaden ikke var helt ude af systemet. Det blev så igen bevist, da Nyblom scorede sit eneste point. Da havde han tydelige smerter.

»Knæet gav lidt problemer, men det gik over efter 10 sekunder. Så det er ingen undskyldning,« sagde han.

Tv: Nyblom er en kraftkarl på 55 kilo