Fodbold: Pokal-løft må vente
Superligaholdene skal tidligere ind i pokalturneringen for at øge interessen, men skepsis blandt de bedste klubber kan betyde en udskydelse.
Den danske pokalturnering skal styrkes.
Det skal ske ved at lade superligaklubberne glide ind i turneringen tidligere, og står det til DBU, skal ændringen træde i kraft allerede i den kommende turnering.
DBU må imidlertid indstille sig på at opgive en hurtig gennemførelse. Årsagen er skepsis blandt topklubberne, der gerne vil have mere tid til at bearbejde ideen og vurdere konsekvenser i et stadig mere sammenpresset kampprogram med Royal League som den seneste nyskabelse.
Principielt er der flertal blandt superligaklubberne for at bakke op om ændringerne, men i forbindelse med lørdagens vintermøde i Divisionsforeningen blev der givet udtryk for en holdning om, at der skal bruges mere tid til at analysere konsekvenserne. Derfor vælger DBU's bestyrelse formentlig at trække forslaget inden afstemningen på repræsentantskabsmøde lørdag 26. februar, hvis de bedste klubber ikke ændrer holdning inden.
Michael Grill-Henriksen, formand for 1. divisionsklubben Dalum, har svært ved at forstå, hvorfor ligaklubberne ikke siger ja her og nu, hvis de føler, at det er en god idé. Han mener endda, at de bedste klubber burde træde ind endnu tidligere ved at blive en del af turneringen i første runde i DBU-regi.
Kompensation
»Det kunne være en passende kompensation for, at de nu får mulighed for at lade deres reservehold spille i 2. division. Det vil give de mindre klubber også uden for divisionsregi flere muligheder for at lave en økonomisk gevinst på disse kampe. Det er op til klubberne selv at bestemme, hvilke hold, de vil stille med, hvis de føler, at de bedste spillere skal spille for mange kampe,« siger Michael Grill-Henriksen.
Hidtil er de 12 bedste hjemlige klubber trådt ind løbende fra tredje til femte runde af turneringen i DBU-regi. Det har betydet, at de seks bedste hold først er kommet til i ottendedelsfinalerne, og derfor er turneringen ikke uden grund blevet betegnet som den korteste vej til deltagelse i de europæiske turneringer. Fire sejre har med garanti udløst en dansk pokaltitel med licens til europæiske kampe.
Ifølge DBU's nye forslag, skal de første seks superligaklubber glide ind allerede i anden runde, mens de sidste seks skal støde til i tredje omgang, der er 1/16-delsfinalerne.
Per Bjerregaard, direktør i Brøndby og bestyrelsesmedlem i DBU, siger, at det giver pokalturneringen og hele fodbolden et løft, hver gang en af de store ligaklubber trækker en af de mindre klubber ude i provinsen.
»Man kan sige, at jeg taler imod mine egne, isolerede klubinteresser, men her taler vi om en fælles interesse i at løfte den danske pokalturnering. Og det er jo altid op til klubberne selv at stille det hold med risiko for at blive slået ud på et tidligt tidspunkt,« siger Per Bjerregaard,.
Ufrivillig hovedrolle
Brøndby fik selv en ufrivillig hovedrolle i en af turneringens største overraskelser nogensinde, da Brøndby på hjemmebane i turneringen 1986/87 blev slået ud i ottendedelsfinalen af det daværende Jyllandsseriehold fra Skagen med 6-7 efter forlænget spilletid og straffespark.
Siden har DBU i øvrigt indført automatisk hjemmebanefordel for det lavest rangerede hold helt frem til semifinalerne.
Det har udløst en række kampe med imponerende tilskuertal. Da AC Horsens mødte AGF, var der udsolgt med 7.419 tilskuere, mens 1.228 tilskuere fulgte eftermiddagskampen mellem Ølstykke og FC Midtjylland i kvartfinalerne i dette års turnering i november.
Til gengæld har et tæt kampprogram og flytninger også betydet, at de lavest rangerede hold i de to sidste kvartfinaler har afgivet deres hjemmebane af frygt for ikke at kunne afvikle kampen så tidligt på sæsonen med det resultat, at FC København og Brøndby alligevel får fordel af eget græs mod henholdsvis Fremad Amager og Skjold.