Dansk roning får knap ni millioner kroner i støtte
De danske roere får et stort skulderklap af Team Danmark for topplaceringerne ved årets VM i Sevilla i Spanien. Dansk Forening for Rosport (DFfR) fortsætter som et såkaldt topsatsningsforbund og får dermed en solid økonomisk indsprøjtning.
Bestyrelsen i Team Danmark har netop besluttet at fortsætte topsatsningsprojektet i DFfR med en samlet støtte på godt 8,5 millioner kroner i løbet af 2003.
- De danske roere skabte et rigtig flot resultat ved VM i Spanien. Det blev til tre medaljer og et par placeringer lige uden for medaljeskamlen, siger Team Danmarks sportschef Susanne Hedegaard.
Hun mener, at samtidig med at potentialet i dansk roning er stort, drøfter Den Internationale Komité, om de lette både skal fjernes fra det olympiske program i 2008.
- Derfor er der sund fornuft i at skærpe fokus på de tunge klasser, siger sportschefen.
/ritzau/