Fortsæt til indhold
Sport

Toptræner skifter til bundklub

Den københavnske håndboldklub Ajax præsenterer i eftermiddag den kontroversielle Christian Dalmose som ny træner for klubbens herrehold, der ligger tredjesidst i Håndboldligaen.

Af DAN PHILIPSEN

Christian Dalmose vender således til rødderne. Det var i Ajax og Bavnehøjhallen på Vesterbro, at han fik sin opvækst som håndboldspiller.

Han nåede over 200 førsteholdskampe for Ajax, før hans ambitioner gik trænervejen og førte ham til Lyngby, hvor han trænede klubbens 1. divisionsherrer.

Smidt ud i Ikast og Aalborg

Derfra gik det stærkt. Som ukendt trænernavn kom han til kvindeklubben Ikast, hvor han blev smidt ud i 2004 med anklager om undergravende virksomhed klæbende til sit navn.

Dalmose blev beskyldt for at lokke sponsorer og spillere med til sin næste klub, Aalborg DH. Det samarbejde endte på samme måde, som Ikast: Med stor sportslig og ballade på de indre linjer.

Til sidst kunne Aalborg DH-spillerne ikke klare Dalmoses hårde stil, hvorefter de krævede ham fyret. Det blev i begyndelsen af februar, men nu er Dalmose så tilbage på sidelinjen i klubben, hvor det hele startede.

dan.philipsen@jp.dk